Undertiden møder jeg mennesker, som ikke hører hjemme i Luthersk Mission, men som er så venlige at fortælle mig, hvad de ser, når de iagttager vores hus.
En hyppig figur i deres karakteristik lyder omtrent sådan her: I Luthersk Mission er man enige om alt væsentligt. Den interne og til tider intense debat handler især om små teologiske og metodiske forskelle, som omgivelserne næsten ikke kan få øje på eller slet ikke forstår.
Jeg har ømmet mig noget over den kritik. Dels fordi jeg godt kan se, at der i hvert fald er lidt om snakken. (I parentes bemærket er det meget sjældent, at der her i livet fremsættes kritik, som er fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden. Selv den mest urimelige kritik er ofte overdrivelse af virkelige træk).
Dels fordi jeg godt ved, at den kritik tegner billedet af et miljø, som sociologisk set kan udvikle sig sekterisk. Og det er ikke sjovt at høre på ...
Men den 24. juni i år fik jeg en øjenåbnende oplevelse. Jeg var nemlig på besøg i et miljø, der ikke er mit eget, og følte pludselig det samme. Jeg var til ph.d.-forsvar på Aarhus Universitet, hvor Benedicte Hammer Præstholm forsvarede sin afhandling ”Kønfrontation? Køn, kultur og forandring i nyere dansk teologi”. Den handler kort sagt om debatten om homoseksuelle vielser, sammenlignet med debatten om kvindelige præster.
Min oplevelse var, at en liberal teolog forsvarede sin afhandling over for tre opponenter, som selv er teologisk liberale, nemlig lektor Anders-Christian Jacobsen, Aarhus Universitet, professor Niels Henrik Gregersen, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet og professor Aud Valborg Tønnessen, Det Teologiske Fakultet, Oslo Universitet.
Det var en begavet, oplysende og til tider intens diskussion, og for at undgå den misforståelse føler jeg mig ikke i tvivl om, at afhandlingen fortjener graden.
Men i mine ører diskuterede fire fundamentalt enige teologer nanoteologiske spørgsmål, og det mest opsigtsvækkende, efterhånden som eftermiddagen skred frem, var de spørgsmål, der ikke blev stillet. Jeg følte mig faktisk på besøg i en sekt.
Et par eksempler:
Afhandlingens forståelse af homoseksualitet er konstruktivistisk. Firkantet sagt: at homoseksuel identitet gradvis er opstået, efterhånden som samfundet forandrede sig. Det afsæt blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. Det blev heller ikke problematiseret, at en akademisk modestrømning som socialkonstruktivismen bliver en vigtig normdannende faktor i en systematisk teologisk afhandling. Alle var tilsyneladende enige. Men måske kommer vi en dag til at krumme lige så meget tæer over nutidens konstruktivisme, som vi i dag gør over 1970'ernes marxisme.
Et andet eksempel: Afhandlingen må naturligvis bruge en anden teologisk norm end det klassisk lutherske skriftprincip. Fair nok, selvom jeg beklager det dybt. Men den norm blev ikke principielt problematiseret og diskuteret. Det som kom tættest på var et par drillende spørgsmål fra Gregersen.
Flere eksempler kunne være nævnt, men min grundfølelse på vej hjem var, at universitetsansatte forskere altså også kan blive værkstedsblinde. Og at en dygtig konservativ teolog godt nok havde pyntet på denne her debat. Rent akademisk og kvalitetsmæssigt.
Aarhus Universitet kunne for eksempel have inviteret professor, dr.theol. Kurt Christensen, Menighedsfakultetet. Han er en høflig og lidt stuelærd type så det var med sikkerhed ikke blevet nogen vulgær læserbrevsdiskussion, men da han befinder sig i et andet værksted end de tre opponenter, ville han sikkert også have set andre ting i afhandlingen end de.
Jeg ved godt, at et argument mod det, jeg skriver, er, at vi konservative ligger, som vi selv har redt, fordi vi oprettede vores egne uddannelsesinstitutioner.
Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-institut. Okay, den diskussion kan vi godt tage, og jeg mener stadig, at der er gode grunde til, at kirken selv skal tage hånd om sin uddannelse af præster og missionærer. Men man kommer ikke uden om, at de to alternative institutioners grader er erhvervet på den almindelige akademiske arena, og at den faglige debat stadig bør kunne føres på tværs af værkstederne.
Jeg bliver i øvrigt også bekymret, når jeg undertiden støder på yngre teologer i mit eget miljø som giver udtryk for, at holdningsforskellene nu er så fundamentale, at samtale med universitetsteologien ikke mere giver mening.
Så, hvis jeg ikke tager fejl, har vi et problem. Begge veje.