At referere til fakta er ikke zionisme

HENRIK BRØNNUM-HANSEN kommenterer den 26. juli i Kristeligt Dagblad mit debatindlæg i avisen den 24. juli, som havde titlen: ”Mogens Lykketoft skaber ikke fred. Israels udslettelse er stadig Hamas' mål”. Brønnum-Hansen mener, at mit indlæg er ”historieløst vrøvl og en zionistisk udlægning af en del af historien”.

Det er helt rigtigt, at historien om den arabiske befolkning og israelitterne tog sin begyndelse længe før 1948 eller 1967. Brønnum-Hansen ved sikkert, at historien begyndte med Bibelens beretning om Abrahams to sønner, Ismael og Isak. Ismael, der blev født af Abrahams trælkvinde, Hagar. Isak, som blev født af Abrahams hustru, Sara. Disse to sønner var født med hver deres natur, og deres slægter, araberne og israelitterne, har siden levet i strid med hinanden.

Seksdageskrigen i 1967 er den seneste store krig i regionen. Derfor tog mit indlæg udgangspunkt her. Nu ved jeg ikke, hvor gammel Brønnum-Hansen er, men det, som skete i forbindelse med Seksdageskrigen, og det, som skete i tiden umiddelbart efter, er veldokumenteret. Dokumentationen består i, at mange af Kristeligt Dagblads læsere tydeligt husker perioden. Der er således ikke tale om en zionistisk udlægning af historien, men en erindring om fakta. Mit indlæg den 24. juli er derfor veldokumenteret gennem erindringen.

Vi husker, at Israels aggressorer blev nedkæmpet, men vi husker også, at disse aggressorer ikke ønskede fred med Israel. Israel var og er en irritation for den arabiske verden og skal derfor helst fjernes fra landkortet. Derfor kæmper Israel for sin eksistens. Ja, skrækkeligt at se palæstinensiske børn dø, men også forfærdeligt at høre, hvordan palæstinenserne skaber situationen.

Brønnum-Hansen henviser til læsning af historieprofessor Ilan Pappes bøger. Han er sikkert en klog mand, men han er jo helt ude af trit med virkeligheden, når han blandt andet påstår, at oprettelse af staten Israel er skyld i manglende fred i Mellemøsten. Eller når han hævder, at zionisme er mere farlig end de militante islamister. Jo, denne mand er måske klog, men han har mistet sin indlevelsesevne og dømmekraft.