KRISTELIGT DAGBLAD meddeler den 18. juli, at en lærebog for Danmarks folkeskoleelever og elever i gymnasierne er på trapperne om digteren og præsten Kaj Munk. Fint nok, og æret være hans minde. Men det er sandelig problematisk, at denne bog har ambition om at beskrive de fem tunge år under tysk besættelse 1940-1945 med udgangspunkt i Kaj Munks indflydelse.
Da Danmark lå under åget, var Kaj Munk ordets kunstner som han var fortaler for frihed og for sammenhold mellem os alle, imod overmagten. Men førend det kom så vidt, udtrykte han noget andet, noget der havde en indbygget imponerethed over for magten og den stærke mand. Dette var ikke dengang glemt, ej heller nu.
Kaj Munk sagde ordet frit. Han ville forsvare Danmarks ret til frihed. Han ville nok også forsvare sig selv bort fra den tendens til beundring for magt, han før gav udtryk for.
Men der var mange i hvert fald sindige, forstandige jyder som hver for sig og i deres hjem med opvoksende børn og unge havde deres mening, lige så stille.
Vi lærte i de år at være tavse. Men vi glemte ikke. Vi lod os heller ikke besnære eller besnakke.
Og når det altid og nu igen bliver sagt, at Kaj Munk blev likvideret af Ge-stapo, må der (omsider) stilles spørgsmål herved. Det kan ikke have været besættelsesmagtens officielle myndighed, der bortførte og dræbte præsten og efterlod hans afsjælede legeme i en grøft. Aldrig! Mordet på Kaj Munk var ganske enkelt begået af simple forbrydere, der bortførte og dræbte ham. En udåd.
Noget andet er, at det hele kunne være undgået. Alle vidste, at Kaj Munk var en truet person. Han havde fået advarsler, tilmed gode råd om flugtmulighed, som han efter sigende afslog. Dette fandt jeg altid dengang, så ung jeg var, meningsløst og ansvarsløst, for han havde hustru og børn. Men i min ungdommelige tanke som holder den dag i dag tænkte jeg, at hans stolthed måske var stærkest af alt?
Så mange år er gået. Hvorfor først sige noget nu 70 år efter? Jeg kan kun sige: menneskelige hensyn.
Hvis den kommende bog skal tjene som undervisning for kommende generationer, hvilket åbenbart er intentionen, håber jeg, at den først kommer ind omkring Undervisningsministeriet med tilhørende konsulenter. Og jeg håber, de ansvarshavende vil konsultere ældre, ja, gamle, erfarne mennesker, der har kompetent hukommelse og viden. Det haster!