I DE SENESTE UGER har der i flere medier været indlæg om det problem, som falske pædofilianklager udgør for børnene i samværssager. Udfordringen er kort sagt, at det både forekommer, at nogle forældre begår incest mod deres børn og at andre forældre benytter påstande om incest til at gennemtvinge deres egen vilje, knytte barnet til sig selv og isolere det fra den anden forælder.
Tak til Bente Koudal Sørensen, souschef i Statsforvaltningen, for, at hun i Kristeligt Dagblad den 24. juli så klart har givet til kende, at ikke bare det første, men også det sidste foregår, hvorved Statsforvaltningen desværre bliver en brik i den pågældende forælders spil til skade for det barn, hvis tarv forvaltningen er sat til at varetage.
Ud over, at det er forældrenes fælles ansvar at varetage omsorgen for deres barn, er de primære værdier, der ligger til grund for forældreansvarslovens praktiske udmøntning igennem Statsforvaltningen, at barnet skal beskyttes mod overgreb, og at barnet har en grundlæggende ret til kontakt til begge sine forældre (fordi et samlet Folketing har skønnet, at dette i udgangspunktet er det bedste for barnet).
INGEN VIL ARGUMENTERE imod, at barnet skal beskyttes. Lige så indlysende er det imidlertid, at den forælder, der benytter en falsk påstand om incest til at isolere barnet fra dets anden forælder, bryder grundlæggende med hele forældreansvarslovens udgangspunkt.
Behøver det offentlige system at være så magtesløst, som det er i dag, hvor det virker til, at både Statsforvaltning, kommuner og domstole nærmest blot rækker hænderne opgivende i vejret i disse sager? Eller er det mon ikke muligt at passe på barnets fysiske og mentale sikkerhed og værne om dets ret til begge sine forældre samtidigt?
Hvis vi tager udgangspunkt i, at incest forekommer, men at også falske anklager anvendes, må det gælde om på én gang at beskytte barnet, hvis påstanden om incest er sand, og hvis påstanden er usand.
Statsforvaltningens vejledning og praksis har hidtil næsten udelukkende lagt vægt på det første. Så snart en påstand om incest bliver fremsat, skrues der helt ned for barnets ret til at have begge forældre i sit liv. Men dette kan have meget alvorlige konsekvenser for barnet. Barnet isoleres fra den påståede overgriber, og dette er netop hele den ønskede gevinst for den forælder, der fremsætter den falske anklage. Dette er ikke at varetage barnets tarv.
Kan man beskytte barnet imod begge overgreb for begge dele er grove overgreb mod barnet? Det mener jeg faktisk, man kan, og Statsforvaltningen gør det allerede i en mindre udstrækning.
MANDECENTRETS FORSLAG er: Fortsæt samværet med den forælder, som anklagen er fremsat imod. Derved beskyttes barnet, hvis anklagen viser sig at være usand. Og gør samværet overvåget, så længe Statsforvaltningens/politiets undersøgelser står på. Derved beskyttes barnet, hvis anklagen skulle vise sig at være sand.
På denne måde gør man det vanskeligere for den forælder, som vil have den anden part ud af barnets liv, at lykkes med sit forehavende, for den anklagende forælders dæmonisering af sin eks vil hele tiden blive virkelighedskorrigeret af, hvad barnet oplever, når de to rent faktisk er sammen.
Kan det ikke være vanskeligt for et barn, der har været udsat for incest, at være sammen med den forælder, der måtte have forgrebet sig på det? Jo, men her er der trods alt trygge rammer omkring samværssituationen, som sikrer, at der ikke kan ske noget ondt.
Alternativet, nemlig den nuværende praksis, er værre, for den svigter alt for mange børn og overlader dem til en forælder, som ikke vil eller ikke kan skelne imellem sine egne behov og barnets.