I morgen, den 9. august, er det 100 år siden, min mor blev født på en gård ved Holstebro.
Verdenskrigen var brudt ud en uge før den 1. august, som vi ved fra de mange markeringer af 100-året. Det havde trukket op til krig en tid, og alle lande, også lille Danmark, havde mobiliseret.
Min bedstefar blev indkaldt til den såkaldte sikringsstyrke. Han lå ved garnisonen i Viborg, da hans hustru derhjemme nedkom med deres førstefødte. Hun fik barsels-feber, og det var yderst kritisk. Det var dengang en hyppig dødsårsag. Bedstefar søgte om orlov for at besøge hende. Jeg sidder her med hans sirligt skrevne andragende. Han fik afslag og var meget tæt på at rømme.
Men så trådte præsten til. Familien tilhørte valgmenigheden i Holstebro med den navnkundige original Morten Larsen som præst. Han besøgte bedstemor dagligt i den måned, hun var syg, og nu gjorde han sin indflydelse gældende over for obersten i Viborg. Orloven blev bevilget én dag. Med transporttiden dengang indregnet kan det ikke have været noget langt sygebesøg.
De glemte aldrig Morten Larsen for det. Han havde i det hele taget en vældig autoritet. Han levede med sin menighed, som fortrinsvis bestod af gårdmandsfolk. Tog et nap med, hvis det kneb med at få høsten i hus i tide. Han var ugift og levede yderst spartansk. Det fortælles, at han tog træskoene af ved bygrænsen og gik videre på bare fødder for ikke at slide unødvendigt på fodtøjet.
Menigheden var oprettet som valgmenighed i 1888. Da præsten en søndag i 1913 besteg sin prædikestol og meddelte den uforberedte menighed, at han ikke længere kunne leve med at være præst i folkekirken og var klar til at forlade sin stilling, var bedstefar til stede og medlem af kirkens bestyrelse. Han berettede, at de ikke forstod præstens bevæggrunde. Men de valgte at følge ham og fastholde ham som præst ved at omdanne menigheden til frimenighed.
Der var knyttet en friskole til menigheden. Og der gik min mor naturligvis. Som 15-årig bly bondepige med lange, tykke fletninger forså hun sig på en nylig ansat lærer på 23 år. Det var min far. Det blev dem et par år senere.
Apropos Morten Larsen. Min far lærte ham at kende som en glad og venlig mand og en stor spøgefugl. I menigheden var han ikke blot afholdt. Han var dyrket. Når han stod på prædikestolen, var det som en af apostlene, det var min fars første værtindes ord. De luftlag, hans forkyndelse nåede op i, var dog vistnok lovlig tynde for min far. Og læser man Larsens prædikener, forstår man ham. Det er helligåndsteologi, så det vil noget. Larsen var en grundtvigsk karismatiker, tror jeg godt, man kan sige. Senere i 1920'erne blev han ikke for intet et af de unge Tidehverv-løvers yndlingsofre. ”Barthianere” kaldtes de dengang, og det var da også et yderst negativt ladet ord i min bedstefars mund.
Min far kunne huske krigsudbruddet i 1914. Han var født i 1907 som tredje barn på et husmandssted ved Hørning. Familien var gået landposten i møde, man vidste åbenbart, at der var noget i gære. Før posten er fremme, råber han da også til dem: ”Hår I hoer, te kejser Wilhelm er bløwen skodt?” ”Har I hørt, at kejser Wilhelm er blevet skudt?”. Det var jo altså tronfølgeren, og han var ikke Wilhelms, men kejser Franz Josephs søn, men alligevel.
Også her fik krigen indgribende betydning, for også min farfar blev året efter indkaldt til ”sikringsstyrken”. Der var ingen godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, så det truede den lille families yderst spinkle økonomi på det alvorligste. Ganske vist kunne bedstemor med børnenes hjælp klare den daglige drift. Det gjorde hun stort set i forvejen. Men ejendommen kunne ikke bære sig selv. Der var kun tre tønder land stenet og tør jord, og de havde et par køer og nogle få grise.
Begge forældre måtte supplere med indtægter uden for hjemmet, han som fast medhjælper på en gård, hun ved forefaldende arbejde. Om sommeren satte det tilmed ind med tørke, så de måtte sælge deres bedste ko intet mindre end en katastrofe.
De red stormen af, og siden kom børnene pænt i vej. Min far, der var forslugen på læsning, kom på seminariet og havnede tilfældigt i stillingen i Holstebro. I hans hjemsogn lå Bering Valgmenighed. Men hos husmandsfamilien var de sognekirkelige. Bedstefar var kirkeværge et halvt liv og blev begravet næsten under Kolt Kirkes tagdryp.
Siden fik min far ansættelse i Viby. Kirkeligt fandt mine forældre deres egen mellemproportional mellem deres to baggrunde. De løste sognebånd til den grundtvig-tidehvervske præst Paul Knudsen ved Sankt Markus Kirke i Aarhus, og han var familiens skattede præst deres tid ud.