I Sovjetunionen fik borgerne at vide, at de levede i den bedste af alle verdener. Der fandtes ikke samfund, der var bedre end deres. Derfor var der ingen grund til at stille kritiske spørgsmål. Da jeg for kort siden kom hjem efter et par ugers ophold i Moskva var det med en klar fornemmelse af, at kommunismen slet ikke kollapsede i 1992, men i stedet rykkede til Vesten.
I vestlig presse fortæller man også folk, at der ikke findes bedre verdener end den vestlige, og at Rusland er et ondt, farligt og forbryderisk imperium, man skal holde sig langt væk fra. Men den beskrivelse har intet med virkeligheden at gøre og passer slet ikke til, hvad jeg oplevede. Jeg var i et moderne samfund, hvor jeg mødte åbne, generøse, moderne og kritiske mennesker fra alle samfundslag, som hverken virkede undertrykte eller udemokratiske.
Hvad der kom mest bag op mig, var en følelse af frihed, som man finder i det russiske samfund. Det var ret overrumplende, fordi jeg de første dage af mit ophold selv til dels var præget af den vestlige forestilling om Rusland som et land med tankepoliti, spioner og skjulte mikrofoner i væggene. Det er en åndelig frihed, som jeg ikke mindes at have oplevet på samme måde i Vesten, og som afgjort kommer fra russernes tilbagevenden til kristendommen oven på kommunismen.
Samtidig bobler Moskva af energi, iværksætterånd og tro på fremtiden til trods for Vestens sanktioner. Moskva er det nye Manhattan. Her kan man leve et moderne liv med vestlige forbrugsgoder, men med et helt andet sæt af værdier end de vestlige, nemlig traditionelle kristne værdier. Det gør hele forskellen. Kulturen virker mere fri end den vestlige, hvor moralske og religiøse stemmer bliver kvalt, og hvor moralsk korruption får lov til sætte dagsordenen uanfægtet af massemedierne.
Men når jeg fortæller om min positive oplevelse af Rusland herhjemme, bliver jeg mødt med stor skepsis. Ingen vil tro på, at hvad jeg har oplevet, er sandt. Folk ønsker at fastholde det negative billede af Rusland. Det er resultatet af den systematiske hjernevask, som vesterlændinge bliver udsat for i medierne. Det sørgelige er, at man derved fastholder et verdensbillede, som ikke eksisterer længe. Vesten lever stadig i den kolde krig, mens russerne bygger et nyt og frit samfund op. Øst og vest har byttet roller efter den kolde krig. Vesten ligner mere og mere DDR og Rusland det nye Amerika.
Flere af de russere, som jeg mødte, er foruroligede over retorikken i vestlige medier. Ikke kun fordi den er aggressiv over for Rusland, men fordi den minder dem om KGB's stil. Obama behøver kun at sige: ”Det er Putins skyld,” og alle tror blindt på ham. Spørger man efter konkrete beviser, er Washingtons svar, at det behøves ikke. Det er nok, at de siger det. Hadet til Rusland bliver mere og mere irrationelt, og selv da den kolde krig var på sit højeste, var der på ikke noget tidspunkt så aggressiv en tone i vestlig presse som nu.
Når man besøger Rusland, spørger man sig selv, hvorfor Vesten mon mener, at dette land skulle udgøre så stor en trussel. Hvad er det, der er så farligt? Det er et samfund, som er i gang med at genopbygge sig selv som en kristen nation efter 75 års ateisme. Hvorfor skulle vi frygte og hade et samfund, der vil hvile på kristne værdier?
Men det er præcis her, hunden ligger begravet.
Det er Ruslands åndelige opvågnen, der får Vesten til at se rødt. Vesten lever i et ateistisk mørke, et oprør imod alle kristne værdier, og tåler ikke, at morgenstjernen er ved at stige op i Øst. Derfor også det irrationelle, ja, dæmoniske had, som medierne er eksponent for, og som forhekser alle til at foragte russerne uden en egentlig god grund.
En markant forskel på Rusland og Vesten er, at russerne ikke har behov for et religiøst forhold til demokratiet, som vi har. I Vesten er man egentlig ikke demokrater, men man tror på demokratiet. I Rusland tror man på Gud. Demokrati er Vestens nye religion uden Gud. Vestlige magthaveres agenda er ikke kun geopolitisk, men handler om at udbrede et nyt hegemonisk antikristent værdisystem. Det er det, som Putin ikke vil være med til. Han ønsker en multipolær verden med et kristent fundament. Derfor bliver han straffet og dæmoniseret. Sammenstødet mellem Vest og Øst i Kijev er sigende, for det var netop stedet, hvor prins Vladimir for 1026 år siden lod russerne bliver kristne.
Hvis en kultur skal blomstre, er det afgørende ikke, om landet er demokratisk, men om dets værdigrundlag er kristent. Det har russerne forstået oven på kommunismen. Et demokrati, der værdimæssigt er baseret på et oprør imod, hvad der kommer fra Gud, frelser ikke verden, men opløser den. Uanset hvor Vesten har bombet et land til demokrati, hersker kaos, død og ødelæggelse, og i egne lande vokser totalitære tanker frem. Hvad der tæller er ikke, om magthavere er demokratiske, men om de er kristne.