Vi lever i bekymringens tid

Vi er alle sammen blevet mere bekymrede - ikke mindst for fremtiden. Sorgløsheden og optimismen fik to stød i hjertekulen i begyndelsen af dette årtusinde, skriver Michael Böss

Vi lever måske ikke i en mere farlig verden end vore forfædre - men vi er blevet mere bekymrede. Foto: Iris
Vi lever måske ikke i en mere farlig verden end vore forfædre - men vi er blevet mere bekymrede. Foto: Iris.

FORLEDEN MEDDELTE flere dagblade, at nutidige forældre forsøger at beskytte deres børn mere end tidligere, af angst for at der skal ske dem noget ondt.

Den amerikanske psykolog Daniel B. Peters, som er forfatter til flere bøger til forældre og børn, har bemærket, at folk ikke længere siger ”jeg tænker på”, men ”jeg bekymrer mig om”. I sit arbejde som terapeut forsøger han at overtale dem til at holde op med at bekymre sig om ting, de ikke kan lave om på. Bekymringen tapper dem nemlig for energi og forhindrer dem i at tage de risici, som et almindeligt menneskeliv kræver.

Vi er dog nok alle sammen blevet mere bekymrede, ikke mindst for fremtiden. Sorgløsheden og optimismen fik to stød i hjertekulen i begyndelsen af dette årtusinde. Paradoksalt nok skete det netop efter, at den havde oplevet et opsving med Berlinmurens fald og den efterfølgende begejstring over den ”globalisering”, den udløste. Men så kom terrorangrebene den 11. september 2001 og det finansielle sammenbrud i 2008. I dag skal man derfor være medlem af Cepos, teknologinørd eller videnskabstroende for at tro på en strålende og bedre fremtid.

FRYGTEN FOR miljøkatastrofer, klimaforandringer og faldende tillid til politikernes evne til at håndtere de problemer, de stilles over for i en verden, der udvikler sig lige så uforudsigeligt som et meteorologisk kort har taget livet af fremtidstroen for de fleste og i stedet skabt en bekymringsmentalitet. Dertil bidrager også internettets og nyhedsmediernes daglige bombardement af ofte modsigelsesfulde informationer om de farer, der gemmer sig i vores mad og miljø foruden alle de skræmmende ting, der hænder rundt omkring i verden fra det ene øjeblik til det næste.

Også globaliseringen gør os usikre over for fremtiden. Den øgede globale konkurrence betyder jo, at vi ikke længere kan være sikre på, at en god uddannelse nødvendigvis vil afkaste en fremtidssikret beskæftigelse. I stedet skal vi være parate til hele livet at skifte fra det ene job til det andet. Forestillingen om en ”karriere”, som oprindelig betød en form for sammenhængende forløb inden for et erhverv, er blevet meningsløs i projektansættelsernes tidsalder. I dag varer et job kun, indtil projektet er afsluttet. Det gør det vanskeligt at planlægge fremtiden, og det er endnu en kilde til bekymring.

Fremtidsforskeren Alvin Toffler hævdede i 1970 i sin berømte internationale bestseller ”Future Shock”, at verden stod over for et ”fremtidschok”. Han definerede fremtidschok som stress som følge af de store teknologiske forandringer, verden ville komme til at opleve i de følgende årtier. Toffler selv troede, at historisk bevidsthed og viden ville gøre os i stand til at tackle disse udfordringer, vi stod over for. Han mente for eksempel, at de forskellige ”kulturelle fortællinger”, vi havde fået i arv fra historien og vores kultur, ville hjælpe os med at overleve det forandringspres, fremtiden ville udsætte os for.

SIDEN TOFFLER SKREV sin bog, har meget dog forandret sig. Vi lever måske ikke i en mere farlig verden end vore forfædre. Til gengæld rummer livet i nutidens risikosamfund sine egne problemer. Et af de væsentligste er, at vi er færd med at miste troen på de kulturelle fortællinger, som tidligere gav mennesker håb og fortrøstning. Det gælder den kristne fortælling, der bød os at lægge alt i ”Guds hånd”. Men det samme gælder såmænd også modernitetens fortælling, som lovede os, at fremtiden ville blive bedre end nutiden. Heller ikke den tror ret mange mennesker på i dag. Derfor er bekymring i dag blevet en sindstilstand, som er typisk for nutidens historieløse samfund og for en generation, som er i færd med at gøre op med alt, hvad vi har fået i arv fra vor kultur.