Generalisering har en anklagende undertone

AT GENERALISERE er en naturlig menneskelig tilbøjelighed, som man etisk må anse sig som forpligtet til at holde i skak, ellers kan den let smutte ind i tankesæt og reaktionsmønstre og anrette stor skade på én selv og andre.

Ordet generalisering afspejlede for Anders Sandøe Ørsted ikke nødvendigvis en afstandtagen, men en konstatering, skriver Erling Tiedemann.
Ordet generalisering afspejlede for Anders Sandøe Ørsted ikke nødvendigvis en afstandtagen, men en konstatering, skriver Erling Tiedemann. .

DEN DANSKE retslærde og minister Anders Sandøe Ørsted skrev i 1820'erne, at når man udvider en tanke, som hviler på en enkelt eller forholdsvis få iagttagelser, til at gælde mange eller alle lignende tilfælde, så har man ”generaliseret den regel, som indeholdes i samme”.

Ørsteds ord var en nøgtern beskrivelse af en af de måder, som vi mennesker tænker og argumenterer på, og ordet generalisering afspejlede for ham ikke nødvendigvis en afstandtagen, men en konstatering.

I dag bruger vi ofte ordet anderledes. Det har fået en anklagende undertone, og det er næppe udtryk for nogen hyldest, når det påpeges, at mediernes voldsomme fokusering på generalisering af enkeltsager fremmer en faretruende populisme. 

Etisk set synes generalisering således at være en tvetydig størrelse, som der er grund til at se nærmere på, da etik som bekendt er tæt forbundet med begreberne erkendelse og sandhedssøgen. Er generalisering i den forbindelse noget positivt eller noget negativt?

I nogle sammenhænge ser generalisering ud til at være en nødvendighed. I virkelighedens verden kan man ikke overkomme at undersøge alt, og skal man vente med at drage en påkrævet konklusion, til de sidste tre ud af 6000 tilfælde er blevet analyseret, så ender man let som handlingslammet.

Hvis omvendt blot syv ud af de første 100 undersøgte af i alt 6000 viser sig at være smittet med ebola, så er det ikke udtryk for illegitim generalisering, at man ikke afventer yderligere resultater, men umiddelbart konstaterer, at den smitsomme sygdom er brudt ud, og at bekæmpelsen skal begynde med det samme. 

Men selvom både legitime og illegitime generaliseringer kan findes i den videnskabelige verden, så er det først og fremmest i alment menneskelige sammenhænge, vi møder fænomenet, og er vi ærlige, så kender vi det såmænd fra os selv.

AT GENERALISERE er en naturlig menneskelig tilbøjelighed, som man etisk må anse sig som forpligtet til at holde i skak, ellers kan den let smutte ind i tankesæt og reaktionsmønstre og anrette stor skade på én selv og andre. At fordomsfulde generaliseringer er etniske minoriteters lod overalt i verden, er ingen nyhed. Det samme gælder den fattige Carina og den dovne Robert og alle de andre stigmatiserede.

Men man skal heller ikke være naiv. Ud over den fordømmende generalisering, der rammer en gruppe, hvis et af dens medlemmer har gjort sig skyldig i noget (”sådan er de alle sammen!”), så findes der også en frikendende generalisering (”sådan er ingen fra den egn!”).

Hver og en har vi selv et ansvar for de generaliseringer, vi accepterer, men vi deler ansvaret med medierne, som alt for ofte er tilbøjelige til at fortælle enkelthistorier på en måde, der får mange til at tro, at det er hele virkeligheden, de er blevet præsenteret for.