I kronikken i Kristeligt Dagblad den 2. august svarer Naimatullah Basharat på min kritik den 7. juli af Aminah Tønnsens kronik i avisen den 3. juli, hvor det hævdes, at ”Islam er en åben og rummelig religion”.
Han argumenterer med, at der først i hvert kapitel står, at Allah er nådig og barmhjertig. Tror Naimatullah Basharat virkelig, at jeg har overset det? Det er imidlertid kun en abstrakt påstand, som sjældent kan verificeres i den øvrige tekst, der altså cirka 150 gange handler om konkret straf, hvis man ikke følger trop, nemlig de modbydelige korporlige straffe, som ingen kan benægte også foretages i islamisk dominerede lande.
Senest er en kvindelig, afrikansk læge kun med nød og næppe og hjælp udefra undsluppet piskning og dødsstraf for en påstået konvertering fra islam til kristendom. Hvis jeg har misforstået noget, så har en hær af muslimer i alle afskygninger det også.
Det eksempel, som også Aminah Tønnsen citerer som legitimation for trosfrihed, er logisk absurd, når sætningen ”Og sig: Sandheden er fra jeres Herre. Lad da den, der vil tro, tro, og lad den, der vil, være vantro” fuldendes af: ”Vi har visselig forberedt de uretfærdige en ild, hvis telt skal omfatte dem” og så videre med uhyrligheder (18, 30).
Konklusionen må så være, at der er frit valg, men hvis man fravælger islam, straffes man hårdt. Det kan i almindelig logik umuligt kaldes et frit valg. Det kræver, at der ingen straf er, uanset hvad man vælger.
Undskyldningen, som Naimatullah Basharat bruger, er derfor også, at ”verset gjorde det klart”, at straffen er noget, ”de uretfærdige bringer ned over deres egne hoveder”. Hvis man går ind på www.forlagetvandkunsten.dk og søger i Koranen online på ordet ”frihed” får man svaret: ”der er ikke fundet nogen sider, der inderholder ordet 'frihed'”!
Citaterne om jøder og kristne mangler også logik. Jeg fremhævede, at der om dem står i Koranen: ”Tag ikke jøder og kristne til venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig en af dem. Allah retleder ikke uretfærdige folk (5, 52).” Derefter identificerer Naimatullah Basharat tilsyneladende uden videre ”de uretfærdige” med ”dem, som driver spot og spøg med jeres religion”. Hvordan kan han tillade sig det? Mit formål er det modsatte, at forsøge at oplyse så meget, at eventuelle nye tilhængere betænker sig på at tilslutte sig den ubarmhjertige vold, vi ser over hele verden i islams navn, og som kun avler frygt.
At påpege, at islams nedvurdering af kvinder og modbydelige korporlige straffe med afhugning af hænder og fødder er totalt uacceptabel, er ikke spot og spøg, men for mit vedkommende særdeles alvorligt ment. Kun, hvis al kritik af islam er defineret som uretfærdig, holder påstanden, og så er der ikke tale om almindelig logik.
Derefter tillader Naimatullah Basharat med Koranen sig yderligere at påstå, at nogle, som tilsyneladende det er igen lidt uklart er jøder og kristne, ”bider sig i fingrene af had til jer” (3, 119). Det holder ligeledes kun, hvis man allerede har defineret jøder og kristne som ”uretfærdige”, og begge udsagn er dermed tautologier cirkelbeviser, som intet beviser.
Nu tilhører jeg ikke en lovreligion, hvor imamens ord er lov, så han kan mene om mig, hvad han vil. Jeg er fuldt ud i stand til selv at tage stilling, selvom jeg endda tilhører det køn, Koranen beskriver som ”dem, der ikke kan diskutere klart” (43, 19).
I gamle dage skete det, at faderen, inden han svingede spanskrøret, også hævdede: Det er for din egen skyld. I dag er det heldigvis forbudt her i landet at opdrage ved hjælp af frygt. Det hjælper nemlig ikke det mindste og er det modsatte af barmhjertighed.