FORLEDEN BLEV JEG RINGET OP AF EN DAME. Hun var vred på mig og lagde dårligt skjul på det. Sagen var, at jeg havde annonceret et arrangement ukorrekt, og det kunne jeg naturligvis kun beklage.
Jeg tror, de fleste af os går i forsvarsposition, når vi føler os under anklage. Det er nok ikke særlig konstruktivt, men jeg hørte i hvert fald mig selv komme med ikke særlig fantasifulde undskyldninger som ”det har været en meget travl periode” og ”jeg har haft frygtelig mange bolde i luften”. Jeg er sikker på, at en dygtig coach ville have kunnet forsyne mig med langt bedre måder at reagere på.
Men nu, når jeg tænker nærmere efter, er alle undskyldninger irrelevante. For det, der står lysende klart for mig er, at jeg vil have ret til at fejle!
I Første Mosebog kan vi læse, hvordan vi som mennesker er skabt i Guds billede. Der er blevet sagt og skrevet meget om, hvori denne gudbilledlighed består, men jeg tænker, at det betyder, at jeg som Gud kan elske, tænke nyt og handle uventet. Men det betyder ikke, at jeg er Gud. Der er nemlig kun én der er fuldendt og det er Gud selv. Jeg er skabt i kærlighed af ham, men jeg er ikke fuldendt, som han er. Det medfører, at jeg laver fejl, masser af fejl. Men selvom vi lever i en kristen kultur, er det at begå fejl ikke accepteret.
Fejlfrihedskulturen er ikke et nyt fænomen, den har bare ændret fokus. For et par generationer siden var den moralske fejlfrihed i fokus, og stor var skammen, hvis den unge datter kom ”galt af sted”, som man sagde dengang, og fødte et barn uden for ægteskab.
Nu har fokus flyttet sig til at handle om arbejdsmæssig, familiemæssig og kropslig fejlfrihed. Vi kender ordene og reglerne om, hvordan vi leverer den glansfulde karriere, det smukke hjem med den søde familie og den sunde, perfekte krop. Det kan vi læse om alle steder.
Men jeg vil stå fast på min ret til at fejle! Jeg gør mit bedste, ja, men jeg fejler. Jeg er for eksempel en af de mange, der trækker op i skilsmissestatistikken. Jeg har tit hørt, at det er for let at blive skilt, og at det er den nemme udvej at tage. Heller ikke her vil jeg tage til genmæle, blot erkende, at skilsmissen er endnu et bevis på, at jeg ikke er fejlfri. Og at det er en lettelse at se i øjnene! Netop som kristne skal vi nemlig turde stå fast på, at vi laver masser af fejl. ”Synd tappert,” sagde Martin Luther. Og det gør jeg så. For som kristen ved jeg jo, at verden ikke står og falder med mine fejl.
Ikke engang mit eget liv eller min egen død har mine utallige fejltagelser indflydelse på. Jeg bærer jo ikke alene. Jesus Kristus bærer sammen med mig, og han kan lettest få lov til at bære, når jeg erkender, at jeg den ene gang efter den anden laver brølere i alle størrelser.
Menneskerettighederne indbefatter ikke retten til at fejle. Men det er en ret for mennesker!