DEN 28. JULI skrev aktuel bispekandidat Niels Christian Kobbelgaard, domprovst i Aalborg, en kronik med overskriften ”Det evige Helvede i folkekirken” i anledning af bispevalget i Viborg Stift.
Kronikken er særdeles problematisk i sit teologiske og ledelsesmæssige indhold og bør give anledning til stor bekymring i vælgerskaren.
For det første skriver Niels Christian Kobbelgaard, at det ikke er troen, der frelser mennesket. Det er naturligvis korrekt i den forstand, at det er Gud, der i sin almagt og nåde frelser, men det er komplet forfejlet og uacceptabelt i sin teologiske udløber, fordi resultatet i tråden bliver, at mennesket frelses, uanset hvad det tror. Og det er hverken bibelsk eller evangelisk-luthersk teologi, for man kan ikke rive frelse og tro fra hinanden uden at ødelægge begge dele.
For det andet betegner Niels Christian Kobbelgaard med slet skjult foragt ”dem, som tror på en dobbelt udgang” som ”nogle, for hvem det er vigtigt, at vi som mennesker har noget grumt at se frem til (“) ”. Svagheden er her ikke af teologisk karakter, men af ledelsesmæssig karakter.
DET KAN NATURLIGVIS ikke afvises per se, at der findes mennesker, som i kristen sammenhæng lægger vægt på, at vi har noget grumt at se frem til, men jeg har endnu til gode at møde dem. Forsøget på at lemlæste et klassisk og centralt teologisk tema, som har opbakning fra 95 procent af alle kristne i hele verden, ved at insinuere, at tilhængerne er særligt belastede med en sadistisk eller eventuelt masochistisk tilbøjelighed, er chokerende læsning fra hvem som helst ikke mindst én, der vil være hyrde for mange. En leder skal selvfølgelig beskytte eventuelle mindretal i stedet for at hænge dem til tørre, bare fordi han selv tilfældigvis mener noget andet.
For det tredje er synet på Gud og menneske inkongruent med såvel erfaring som bibel, når man argumenterer for, at der ikke er en fortabelsens mulighed. Den helt grundlæggende oplevelse, vi har som mennesker, er, at vi har et valg, så hvorfor i alverden skulle vi ikke have den mulighed på den anden side? Guds kærlighed tvinger ingen. Der er intet i vores virkelighedserfaring eller i den bibelske overlevering, der antyder, at vi på den anden side af døden pludselig ikke længere har det, som grundlæggende definerer os som mennesker, nemlig frihed i valget.
Det hele opstår, fordi Niels Christian Kobbelgaard gør lige nøjagtig det, som han egentlig selv opponerer mod og indirekte anklager andre for; at ville udtale sig om, hvem der bliver frelst nemlig alle, uanset hvad vi tror, ifølge Niels Christian Kobbelgaard.
Men når selv Jesus, Guds egen søn, vores Frelser og Herre, er så tilbageholdende med at udtale sig om den slags i sand gudsfrygt så bør vi nok skrive os det bag øret. Han siger ikke ret meget andet om det, end at hvis vi ikke bliver ligesom små børn, kommer vi slet ikke ind i Himmerriget. Sagen er den, at det er Gud, der er dommer, både her og hisset, ikke Niels Christian Kobbelgaard.
Frelsen er, når alt kommer til alt, en sag mellem Gud og det enkelte menneske. Og dette stemmer overens med den bibelske tanke og vores erfarede virkelighed som mennesker. Det andet er i bedste fald blot vildledt tankespind og humanistisk pladder inspireret af P.G. Lindhardts infantile angst for Guds dom.
FOLKEKIRKEN HAR brug for biskopper, som vil lede ud fra, at kirken bygger på Mesteren, og som ikke vil gå på kompromis med evangeliet. Biskopper, der kan være ledere for såvel meningsfæller som mindretal uden trang til at hænge nogen til tørre. Biskopper, som ikke skiller tro og frelse fra hinanden. Biskopper, der kan tegne sande billeder om Gud og mennesker, så vi både i Bibelen og i vores personlige erfaringer kan genkende det og styrkes i troen.
Dét er vejen ud af det evige Helvede i Folkekirken, for nu at citere en bispekandidat.