HISTORIEN OM den grimme ælling handler om, hvordan en ælling, der ikke ligner de andre, vokser op i en andegård og må høre på de grimmeste gloser gennem sin opvækst, fordi den er anderledes. Da den bliver stor, ser den sit spejlbillede i vandoverfladen og ser, at den faktisk er en af de smukke hvide svaner, som den har drømt så længe om.
H.C. Andersens historie er vi stolte af her i Danmark. Det er en smuk historie om at udløse sit fulde potentiale og finde sin plads blandt alle de andre.
Men giver vi som danskere egentlig vores medmennesker plads til at vokse? Og vigtigere endnu: Hjælper vi de nye medlemmer af vores samfund uagtet om de er kommet hertil på hospitalet eller ved at krydse en geografisk grænse? Hjælper vi dem med at udfolde deres evner og talenter? Eller har vi mere travlt med at holde dem nede, ude, væk og fortælle dem, at de er grimme ællinger? Jeg ser nogle gange, at vi har en tendens til at gøre det sidste.
JEG SKAL IKKE blande mig i, hvem og hvor mange der har ret til at komme til vores land og leve i vores land. Det er et anliggende for politikerne på Christiansborg. Jeg er langt mere optaget af, hvordan vi modtager, behandler og hjælper de mennesker, som kommer hertil. Selvom jantelovens tag i danskerne måske ikke er, hvad den har været, så kan man stadig få barberet fjerene af issen, hvis man rager højere op end de andre. Men det er ikke kun dem, der stikker op. Det er også dem, der stikker ud. Og dem, som stikker hovedet i jorden. Det er et stort problem. Både for klimaet og for sammenholdet i vores egen lille dam. Men det er også et problem i konkurrencen med alle de andre damme rundt om i verden.
Der er nemlig ingen progression i ensartethed. Ingen meninger, der brydes. Intet innovativt i mennesker, der tænker og handler ens. Og ingen fremtid i at gøre, som vi plejer. Vi er derfor stærkt afhængige af forskellighed især på de danske arbejdspladser. Men er vi gode nok til at udnytte det?
Vi ser en gang imellem en solskinshistorie i medierne om en virksomhed, der har formået at få en langtidssyg i fuldtidsarbejde eller har skabt plads til en kollega i kørestol. Og vinklen er ofte, at virksomheden virkelig er blevet beriget af denne uventede kollega men er vi i virkeligheden gode til at rumme dem, der ikke er ligesom os andre? Dem, der er født til eller som har valgt at være anderledes, og formår vi at lade dem bidrage med deres unikke kompetencer, så vores vaner brydes, og vi og virksomheden kan udvikle os?
Og det handler hverken om udlændinge, handicappede eller homoseksuelle. Det handler om mennesker ænder i vores dam. Det handler om at se potentiale og hjælpe på vej ikke til at blive ligesom os, men til at blive én af os. Give plads til folk, der tænker anderledes. Og måske vigtigst af alt acceptere folk, der er bedre, klogere og dygtigere end os selv.
I Junior Chamber International tror vi på, at den største skat i verden er mennesket og dets handlinger. Og med det følger et ansvar.
Vi arbejder derfor over hele verden for at dygtiggøre os som mennesker og i vores professionelle liv eksempelvis gennem projekter, der også gavner lokalsamfundet så vi kan være den forskel, vi ønsker, hver eneste dag. Her er uddannelse, religion og etnisk herkomst ligevær-dige. Det, vi vægter højt, er din evne og vilje til at dygtiggøre dig og have ambitioner både for dig selv, din virksomhed og det samfund, du er en del af.
Lad os stå sammen for at beskytte hinanden og alle dem, der er mere farverige, udfordrede eller har taget et andet valg end os selv, imod hadforbrydelser og mobning i hverdagen. Lad os tage ansvar både for egne handlinger og for at påvirke samfundets, så vi kan være den andedam, hvor alle ællinger i udgangspunktet har noget smukt i sig. Vi har nemlig brug for både smukke ænder, kulørte kanariefugle og kloge ugler, hvis andedammen skal klare sig i fremtiden.