Debat: Tiden er kommet til en sognereform

Det er for dyrt at opretholde sognene, de steder hvor kun få går i kirke, mener sognepræst

Stregerne til de sogne, vi kender i dag blev tegnet for 1000 år siden. Er tiden inden til at tegne nye streger? Her er det den ensomt beliggende Lerup Kirke i Nordjylland, opført omkring år 1200.
Stregerne til de sogne, vi kender i dag blev tegnet for 1000 år siden. Er tiden inden til at tegne nye streger? Her er det den ensomt beliggende Lerup Kirke i Nordjylland, opført omkring år 1200. . Foto: Scanpix.

I FORBINDELSE MED bispevalget i Viborg Stift er debatten om især de mindre sognes fremtid blusset op igen. Nogle kandidater betoner, at der skal samarbejdes på tværs af sognene, måske ligefrem sammenlægges sogne, og at man må tænke nyt om især kirken i de tyndt befolkede landområder. Andre fastholder sognet som folkekirkens grundenhed en grundenhed, der skal værnes om, idet sognet sikrer en nærhed mellem kirke og folk, vel ofte udtrykt i vendinger som ”vores kirke” og ”vores præst”.

Økonomien spiller formentlig også en rolle i diskussionen: Har folkekirken som sådan råd til at opretholde selvstændige sogne steder, hvor der udligningsordninger til trods er få til at betale for det? Er det ressourcespild at opretholde et regelmæssigt gudstjenesteliv steder, hvor kun et fåtal kan møde frem?

Mange steder samarbejdes der allerede over sognegrænserne. Arrangementer, man med fordel kan gå sammen om, afvikles i fællesskab. Opgaver både administrative og på kirkegårdene løses i fællesskab. Andre steder har man lagt en del mindre sogne sammen til storpastorater.

Men måske er tiden kommet til en mere gennemgribende sognereform.

For snart 1000 år siden blev stregerne tegnet til sognene, som vi kender dem i dag. Og det var på mange måder nogle rigtig gode streger. Og det giver stadig god mening og gode vilkår for evangeliet at kirke og præst opleves som ”vores”, som nærværende mange steder. Folkekirken er ikke mindst folkekirke, fordi forbindelsen til kirke og præst opleves som tæt og fortrolig, uanset om man går regelmæssigt i kirke eller ej.

Men der er jo også sket væsentlige forandringer ikke mindst de seneste årtier. Og selvom man ikke skal måle alt i penge og selvom både gudstjenester og andre arrangementer langtfra altid er afhængige af antallet så er der steder, hvor der ikke er et helt rimeligt forhold mellem udgifter og antallet af deltagere, eller mellem arbejdsindsatsen og det, der kommer ud af den. Det er simpelthen for dyrt på flere måder.

Derudover er der flere steder en ikke helt fair fordeling af arbejdsbyrderne mellem præsterne steder, hvor præsten er urimelig spændt for, mens kolleger al flid og ikke-synligt arbejde til trods har en noget mere rolig hverdag.

Men for at fastholde nærheden og udjævne byrderne skulle man måske tegne nogle nye streger lave en slags sognereform. Det er på mange måder allerede i gang, men i tilfældighedens form: Når en præst går af eller rejser fra et mindre sogn, sker der ofte sammenlægninger eller reduceringer i normeringen. Hvorfor ikke systematisere dette arbejde, så det ikke sker mere eller mindre tilfældigt? Som når sogne med et svagt kirkeliv af den grund fratages deres præst. Her skulle man jo tænke omvendt og i al fald ikke lukke butikken.

En sognereform er naturligvis en stor og kompliceret opgave, der vil ændre betingelserne for mange menighedsråd og præster og måske ligefrem lukke nogle steder som selvstændige, åbne andre, medføre flytninger af præster og andet personale. Derfor skal der naturligvis arbejdes med rimelige tidsfrister. Men man kunne måske tage udgangspunkt i provstierne, der typisk består af 20-30 sogne, hæve sig lidt op og altså lægge nye grænser, der både tager hensyn til økonomi og andre ressourcer, og som fastholder det nære forhold mellem kirke, præst og folk. Det behøver ikke at være på millimeter, men en mere ensartet størrelse ville være ønskelig.

Der vil som nævnt være store administrative og menneskelige udfordringer forbundet med en sognereform. Men i forhold til nu, hvor det sker mere eller mindre tilfældigt, må en mere overordnet og gennemtænkt reform være at foretrække.

For at begrænse eventuelle skader og høste gode erfaringer i nærbillede kunne man begynde med et eller flere forsøgsprovstier.

Endelig vil det blive et stort spørgsmål, hvem der skal tegne stregerne. Et vist armslængdeprincip vil nok være nødvendigt. Ulempen med en sådan mere centralt styret reform vil naturligvis være, at sognenes egen indflydelse på processen ikke kan være maksimal. Men modsat: Gør man ingenting, kommer tiden blot til at bestemme.