Ich bin ein Israeli

Der skal gøres op med danskeres had til Israel. Vi er i bund og grund alle israelere, mener Poul Joachim Stender

Mange af os gør rundt med jødiske navne, så hvorfor er det gået hen og blevet legitimt at hade Israel, spørger Poul Joachim Stender
Mange af os gør rundt med jødiske navne, så hvorfor er det gået hen og blevet legitimt at hade Israel, spørger Poul Joachim Stender. Foto: Bax Lindhardt.

HVORFOR ER DER sådan et had til Israel i Danmark? Hvis vi graver i vor kultur, ender vi i Israel. Det var jøderne, der gav os det velfærdssamfund, vi i dag er så stolte af. Mange tror, at det er Socialdemokratiets skyld. Men velfærdssamfundet går tilbage til jøden Jesus, der fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

En mand ligger overfaldet i en grøft og bliver hjulpet. På den lignelse fra Israel hviler vor socialpolitik. De Ti Bud, som er en del af den jødiske bibel, har været rettesnor for væsentlige dele af vort danske menneske- og samfundsliv helt op til vor tid. Du må ikke slå ihjel. Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk.

Indtil den nye lukkelov trådte i kraft, holdt vi også, som der står i De Ti Bud, hviledagen hellig. Det var også Israels profeter og skriftkloge, der satte spørgsmålstegn ved den opfattelse, at historien bevæger sig i cirkler og gentager sig gang på gang.

De hævdede, at det var muligt at gå direkte frem mod et bedre og mere værdifuldt liv. En tankegang, der præger os meget i dag. Det var i Israel, at troen på kun en Gud opstod. Og det var i Israel, at moralen blev kædet sammen med religionen. De gamle religioner havde intet moralsk indhold. Men i Israel opstår tanken, at et troende menneske også er et menneske med en god moral.

DERTIL KOMMER, at rigtig mange, der dæmoniserer Israel, tilmed selv bærer jødiske navne. En meget stor del af vore navne stammer nemlig fra Israel. Karsten, Kirsten, Jonna, Christian, Jytte, Jens, Johannes, Lis, Hanne, Elisabeth og så videre. Vi er med andre ord alle israelere. Graver vi bare lidt i vor kultur, ender vi hos jøderne. Israel er i øjeblikket i en frygtelig situation. Hele verden beskylder landet for krigsforbrydelser, fordi 2000 mennesker i Gaza har mistet livet i den frygtelig krig mellem Hamas og Israel.

Der er ingen lande, der er mere klar over, at det er forkert at slå ihjel, end Israel. Men de har ikke haft noget valg. For at forsvare deres eksistens har de måttet sigte efter Hamas' kommandocentraler og raketafskydningsbaser, som terrororganisationen har beskyttet med et skjold af levende mennesker. En taktik, som også har været anvendt ofte af al-Qaeda i Afghanistan. Israel ved, at 2000 dræbte er 2000 for mange dræbte. Det ved vi andre også.

ISRAEL ER, selvom deres demokrati ikke er så udviklet som Danmarks, det eneste demokrati i Mellemøsten. De kæmper desperat mod den islamisme, som spreder sig mere og mere, og som blandt andet har på dagsordenen, at landet Israel og dets indbyggere skal udryddes.

Men i Vesten, og i særlig grad i Danmark, ser man bort fra det. Man er bange for at sige noget forkert om islam. Og mens man har travlt med at beskylde Israel for krigsforbrydelser, udryddes de kristne brutalt i Irak, og et islamisk kalifat er ved at blive etableret i Mellemøsten.

Ligesom præsident John F. Kennedy i 1963 sagde ”Ich bin ein Berliner” for at støtte berlinerne, efter at Østberlin var blevet kommunistisk, vil jeg sige: ”Ich bin ein Israeli” for at støtte det demokratiske Israel, der selvfølgelig drømmer om at kunne leve i fred og harmoni med deres naboer.

Men hvordan skal det lykkes? Der er kun en mulighed. Ved at moderate kræfter får magten i disse nabolande.