FOR EN TID SIDEN havde min kone og jeg fået til opgave at tilrettelægge en studietur for et mindre selskab. Det skulle være en kirkestudietur, og fire kirker blev valgt ud. I forbindelse med planlægningen foretog vi en “prøvetur” til de valgte kirker for at være velforberedt.
Det blev imidlertid en rigtig dårlig oplevelse: Alle fire kirker var låst. n af kirkerne havde ydermere på kirkedøren en information om, at kirken blev låst efter gudstjenestens afslutning. Det var nedslående. Dog informerede man om, at kirken var åben i graverens arbejdstid. Underforstået, at kirkerne er utilgængelige på hverdage efter cirka klokken 16 samt på lørdage, søndage og samtlige helligdage efter gudstjenesternes afslutning.
Der kan være adskillige grunde til, at kirkedørene konsekvent låses. En af dem kunne være, at ej heller kirker kan have sine værdier i fred, uden disse sikres.
I kirkeligt regi arbejdes der ihærdigt på at gøre kirken mere synlig og vedkommende i form af forskelligartede tiltag, hvilket er prisværdigt. Samtidig låser man kirkerne, så når borgerne har fri, kan de ikke komme ind i kirkerne.
Det er et sørgeligt paradoks, dette, at man gerne vil synliggøre kirken, gøre den vedkommende og samtidig låses kirkedøren.
Oplevelsen af at komme til en låst kirkedør, når man har brug for kirken, bliver let: Så kan det også være lige meget. Det kunne jo tænkes at være årsagen til, at kirken bliver uinteressant, en bureaukratisk størrelse, man intet forhold har til, fordi oplevelsen desværre har været negativ.
Måske er det en af årsagerne til, at kirken affolkes, eller hvad værre er: udmeldelser af folkekirken. Det er ikke utænkeligt, at folkekirken kunne lære et og andet her af frikirkerne.
Men kirken skal ikke være låst, når borgere har fri og gerne vil søge ind i kirken til stilhed og fred. Da skal kirken tage imod med åbne døre og et vedkommende kirkerum, for eksempel ved at en fotocelle aktiverer en afspiller med dæmpet kirkemusik.
Samtidig skal kirken sikre de værdier, den måtte være i besiddelse af. Begge dele kan sagtens indfries. Det er udelukkende et spørgsmål om vilje, engagement og prioritering.
Dette at kirken skal være åben i dagtimerne, er tilsyneladende en selvfølgelig ting. At muligheden skal være til stede, når borgere har fri fra arbejde, er så absolut undtagelsen. Tværtimod låses der ihærdigt efter sidste kirkegænger.
Det er mig uforståeligt, at der dog ikke i et så moderne og teknologisk samfund er menighedsråd, præster, provster og biskopper, der i nævnte sammenhæng tager affære. Man kan ikke være det bekendt over for befolkningen. Det er dog kirken, der udadtil skal vise sit ansigt blandt andet i form af imødekommenhed. Der er brug for en tiltrængt og seriøs debat om dette. Behovet er der. Det afhjælper ikke problemet at fortie det eller have holdningen: Det kan vi ikke her. Det er vilje og prioritering, det omhandler.