SOLEN BLEV lidt varmere og luften mere lun på Anholt, da jeg i sommerhuset fik lejlighed til at læse Inger Støjbergs (V) kronik den 28. juli om Venstres nye vilje til at forsvare Danmark mod en muslimsk indvandring, der allerede nu truer med at slå landet i stykker og skabe en borgerkrigssituation. Hvor befriende, at også Venstre nu tør begynde at sige sandheden! Hvor velgørende, at ikke alle i partiet Venstre eftersnakker Uffe Ellemann-Jensens og Birthe Rønn Hornbechs fade fraser!
Jo, Inger Støjberg har ganske ret i, at den overvægt af islam, som er blevet virkeligheden mange steder i landet, i Brabrand, på Nørrebro og på Københavns Vestegn, og som skaber skoler, hvor danske børn er få og måske helt borte, varsler en uhyggelig fremtid for landet og det danske folk.
DET ER PÅ TIDE at se virkeligheden i øjnene. Det er glædeligt, at også Venstre tør sige, at der er væsensforskel på kristendom og islam, og at hvis den muslimske indtrængen i et kristent land fortsætter med samme hast som i øjeblikket, hvor den radikale regeringsmagt naturligvis lukker øjnene for den dystre virkelighed, vil Danmark i løbet af et par generationer være løbet over ende.
Og hvor typisk, at Venstres våde wienerbrød som reaktion på Inger Støjbergs klare og nødvendige tale lufter deres dydige forargelse. Jeg har nævnt Uffe Ellemann-Jensen, og jeg har også nævnt min gamle veninde Birthe Rønn Hornbech. Og så kan jeg ikke lade være med at nævne også Britta Schall Holberg (V), som her i avisen den 1. august opfordrede til at ”værne om liberale værdier” altså til at lukke øjnene for den sandhed, som Inger Støjberg udtaler.
Ak ja, Britta Schall Holberg, som jeg har en fortid sammen med. I 1985 var jeg og mange andre danskere ved at fatte den katastrofe, som udlændingeloven af 1983 var for nationen. Vi indså kun alt for klart, at nationens og folkets fremtid var truet af den ubegrænsede indvandring, som loven af 1983 åbnede for. Vi begyndte at sige det højt og klart. Dengang kunne katastrofen være inddæmmet, hvis blandt andet den danske indenrigsminister havde turdet se virkeligheden i øjnene den virkelighed, som udlændingeloven af 1983 indebar, og som blandt andre Britta Schall Holberg havde stemt for den 3. juni 1983.
Vi var nogle stykker, der tog anledning af situationen og virkeligheden til at kalde til modstand. Men ikke det daværende Venstre. Ikke Britta Schall Holberg. Her herskede overfladiskheden, fraserne og den store, store tomhed vedrørende et folks og en nations virkelighed. Det er lykkeligt, at Inger Støjberg og Venstre i dag tør se denne virkelighed i øjnene.