Efter den store krig. Versaillesfreden og dens fædre

John Maynard Keynes, en af de største økonomiske tænkere i det 20. århundrede, indgik som et fremtrædende medlem i Storbritanniens fredsforhandlingsdelegation, men han nedlagde sin post få uger inden afslutningen i forargelse over den urimelige behandling af tyskerne. -
John Maynard Keynes, en af de største økonomiske tænkere i det 20. århundrede, indgik som et fremtrædende medlem i Storbritanniens fredsforhandlingsdelegation, men han nedlagde sin post få uger inden afslutningen i forargelse over den urimelige behandling af tyskerne. - . Foto: Scanpix.

VERSAILLESTRAKTATEN af 28. juni 1919, som afsluttede Første Verdenskrig, er næsten blevet glemt i alle historierne om krigens rædsler, dødsofre og ødelæggelser. Der er imidlertid god grund til også at tænke på traktaten, indgået mellem Tyskland på den ene side og på den anden side USA, Frankrig, Italien og Storbritannien. Den var i ekstrem grad sejrherrernes værk, som ud over ensidigt at placere ansvaret for verdenskrigen hos tyskerne blev indgået på meget hårde og ydmygende betingelser for Tyskland.

Tre statsledere var hovedansvarlige for resultatet: Frankrigs Georges Clemenceau, Storbritanniens Lloyd George og USA's præsident Woodrow Wilson.

Englænderen John Maynard Keynes, en af de største personligheder i det 20. århundrede, indgik som et fremtrædende medlem i Storbritanniens delegation under de fem måneders forhandlinger i Paris, men nedlagde sin post få uger inden afslutningen i desperation og fortvivlelse over det klart forudsigelige resultat: først og fremmest de enorme krigsskadeserstatninger.

Hovedpersonerne ofrede ikke dette problem større opmærksomhed. Der var andet, de var optaget af: Clemenceau af at knuse sin fjendes økonomiske liv, Lloyd George af at slå en handel af og hjembringe noget, der i en uges tid kunne se ud af noget, og præsidenten af ikke at gøre noget, der ikke var rigtigt og retfærdigt. De fundamentale økonomiske problemer i et sultende Europa under opløsning for øjnene af dem var det eneste spørgsmål, som det var umuligt at vække deres interesse for.

Det var på den baggrund, at Keynes allerede i december 1919 udgav en skelsættende bog, ”The Economic Consequences of the Peace”, en uhørt handling af en højtstående embedsmand med et unikt førstehåndskendskab til forhandlingernes forløb og til de tre statsledere.

DET ER NOK hans bedste bog, hvori han i en blændende prosa udfolder alle de tre roller, han har spillet i sin vidtspændende karriere: økonomen, filosoffen og statsmanden. Den blev en international bestseller, ikke mindst på grund af sine ætsende portrætter af de tre hovedpersoner.

Her kommer en tekstnær sammenfatning af, hvordan Keynes i sin retfærdige harme opfattede deres motiver og personligheder:

Clemenceau var langt den mest betydende og havde som den eneste en klar idé om, hvad han ville opnå, og samtidig en hadefuldt forenklet opfattelse af tyskernes psykologi: Tyskeren forstår intet andet end intimidering og tvang. Derfor må man aldrig forhandle med en tysker, man skal diktere ham. Krigen havde bragt en foreløbig afslutning på den århundredgamle kamp mellem Tyskland og Frankrig, men europæisk borgerkrig må betragtes som en normal tilstand. Og en storsindet behandling af Tyskland baseret på Wilsons nedenfor omtalte ”De Fjorten Punkter” ville kun forkorte tiden frem til den dag, hvor Tyskland igen ville kaste sine overlegne ressourcer ind mod Frankrig.

Lloyd George mødte op efter at have vundet en valgkamp, hvor han havde lovet at kræve alle krigsomkostninger dækket og skrupelløst havde spillet på hadet mod Tyskland. Keynes beskrev ham som en principløs opportunist, ”rodfæstet i intet og uden indhold, uden egentligt formål og indre ansvarlighed”.

For ham som for Clemenceau drejede det sig om at vride så meget som muligt ud af Tyskland for derved at finansiere den gæld, som Storbritannien og Frankrig under krigen havde oparbejdet til USA. Og om at lulle den idealistiske Wilson ind i en illusion om, at det hele var i overenstemmelse med præsidentens ”De Fjorten Punkter”. Woodrow Wilson var kommet til fredsforhandlingerne i Paris på en bølge af store forventninger på baggrund af sine såkaldte 14 punkter, formuleret i januar 1918 som vilkår for en ”retfærdig og stabil fred” mellem Tyskland og dets fjender og efter tysk ønske lagt til grund for våbenhvilen i november 1918. Og han var også kommet med en overvældende kapacitet til at levere fødevarer og økonomisk hjælp til et kontinent, der i forvejen skyldte USA mere, end det kunne betale, og stod i risiko for at gå til grunde i elendighed og økonomisk fallit.

PROBLEMET VAR BARE, at Wilson manglede de væsentlige egenskaber og forudsætninger, herunder kendskab til Europa, for at kunne deltage i det spil mellem en kyniker, en opportunist og en idealist, som han blev viklet ind i. ”Denne blinde og døve Don Quixote trådte ind i en hule, hvor den lynsnare klinge var i modstanderens hånd”. Hvilket ikke blev bedre af, at han ikke magtede at have eksperter ved sin side til andet end sporadisk rådgivning.

Hertil kommer, at præsidenten stort set ikke havde forberedt andre udspil end sine ”De Fjorten Punkter” (”Vorherre havde dog kun 10,” som Clemenceau sagde). Derfor blev forhandlingerne baseret på engelske og franske udspil, hvilket betød, at Wilson kom til at sidde i baghånd og risikerede at blive anset for pro-tysk, hvis han prøvede at moderere de heftige krav fra de lumske franskmænd og englændere, som pressede og manipulerede ham ud i en kompromittering af ”De Fjorten Punkter”.

Et afgørende øjeblik i ”hans ånds formørkelse” kom, da han mod sine eksperters råd gik med til, at de allieredes udgifter til pensioner og enkeunderstøttelser kunne indregnes i krigsskadeserstatningerne.

Det betragtede Keynes som et aftalebrud over for Tyskland, og da han ikke kunne få accepteret et forslag til en alternativ udformning af skadeserstatningerne, forlod han Paris den 6. juni 1919 i protest mod den forestående ”ødelæggelse af Europa”.

Og det er vel - med tanke på udviklingen i de følgende årtier - en ganske dækkende betegnelse for, hvad Wilsons renfærdige drømmerier om en retfærdig og stabil fred i Europa bidrog til.