Efterskoler. Der skal være plads til alle - også de små

TUSINDVIS af unge mennesker har i de seneste uger taget hul på en ny fase i livet. De er blevet efterskoleelever og skal nu lære at stå på egne ben og indgå i nye sociale fællesskaber.

Efterskolerne er populære, men de små efterskoler har det svært. De er truet af de store og ressourcestærke efterskoler, som blandt andet tilbyder deres elever udenlandsrejser til eksotiske og spændende destinationer.

Min yngste søn er en af de mange nye efterskoleelever. Han er netop startet på Vandel Efterskole. Vandel Efterskole er en lille efterskole, som hverken tilbyder trekkingture i Himalaya eller storbyferie i New York. Vandel Efterskole har fokus på grundlæggende efterskoleværdier som fællesskab og personlig udvikling. Det er blandt andet derfor, vi har valgt den efterskole.

DER SKAL VÆRE PLADS til alle typer efterskoler, både de, der tilbyder eksotiske rejser, og de, der ikke gør. Desværre er de små efterskoler truede.

De store efterskoler tiltrækker eleverne med rejser og andre oplevelser, som koster mange penge. Det betyder desværre også, at det bliver dyrere at komme på efterskole, og flere unge mennesker får sværere ved at komme på efterskoler.Det er vigtigt, at efterskolerne holder fast i deres grundlæggende værdier og ikke køber de unge med dyre udenlandsrejser og udelukker en masse unge mennesker. Et efterskoleophold skal være for alle.

Et efterskoleophold er unikt, ligegyldigt om det indebærer en rejse til Himalaya eller ej. Opholdet giver vores unge mennesker en god start på det selvstændige liv, og det skal være en mulighed for alle, hvad enten den enkeltes forældre har mange penge eller få.

Jeg håber, at tendensen snart vender, og de mindre efterskoler vinder frem. Et efterskoleophold må ikke blive forbeholdt de få, et efterskoleophold skal være for alle.