Den 18. august var Pia Kjærsgaard (DF) i DR's ”Deadline”. Som værdiordfører for sit parti udtalte hun, at det er en dansk værdi, at jøder kan gå uantastet med kalot. Samtidig mener hun, at muslimske kvinder, der bærer tørklæde, burde overveje at tage det af.
Studieværten Martin Krasnik prøvede at påvise, at det var dobbelt standard, men det forsøg lykkedes slet ikke, for skønt det var indlysende, var det nemlig Pia Kjærsgaards holdning, og den har hun lov at have, mener hun. Deri kan man kun give hende ret. Her i landet må man mene, hvad man vil, og sige, hvad man mener.
Men én standard er efter min mening nok: Det er virkelig glædeligt, at demonstrationen for jøders ret til at bære religiøse symboler og dermed religionsfrihedens bevarelse her i landet gik så godt på Nørrebro i fredags den 15. august. Jeg var nemlig opmærksom på, at det kunne gå galt og er derfor meget lettet. Det er også flot, at det var landets ældste minoritet, der blev demonstreret for og sammen med.
Den konservative politiker Rasmus Jarlov, som havde arrangeret begivenheden, har ellers ikke før vist sig som en markant tilhænger af beskyttelse af vore minoriteter. Således var han ikke med ved indvielsen af den nye moské i København. Men nu har han fået en væsentlig opmuntring, så også medlemmer af folkekirken ikke behøver at skamme sig over, at mennesker af anden tro ringeagtes, men mødes med respekt og venlighed.
I dette stormvejr af skarpe og følelsesladede debatter om religion og politik, om kristne kors, muslimske hovedbånd og jødiske stjerner minder jeg dagligt - og flere gange - mig selv om følgende:
Vi skal skelne mellem religion og politik. Vi skal se det enkelte menneske og ikke dømme kollektivet. Alle er lige for loven og har samme rettigheder og pligter. Religionskritik er altid relevant. Og ingen kan hverken gemme sig bag sin religion eller føre den foran sig i argumentation eller handling.
Sidst, men ikke mindst, husker jeg mig selv på, at det konsekvent og altid går galt, når man med magt eller trusler forsøger at tvinge sine egne overbevisninger ned over andre.
Jeg har lige for første gang set et par afsnit af Jens Ravns filmatisering af Hans Kirks roman ”Fiskerne”. Det var værre, end jeg havde forestillet mig. Næsten som et kig ind i Helvede, og hvis ikke jeg har misforstået noget, så vil serien (måske også bogen, som jeg ikke har læst) fremstille ikke blot Indre Mission, men kristendommen selv som den rene ondskab.
”Fiskerne” har sikkert præget en hel generation, og måske kan det forklare, hvorfor så mange danskere nærer et indædt had til kristendommen.
Jeg boede 20 år i Sydafrika og 20 år i USA. Allerede i 1951-1953 som student i USA oplevede jeg raceforskellene i sydstaterne - og derefter i Sydafrika både under og efter apartheid.
Så kom Mandela! Jeg sørger over, at raceurolighederne i USA blusser op i dag, og jeg beder for, at der nu også opstår en Mandela i USA.