Dansk jødehad

Den offentlige debat er alt for forudsigelig

Kirsten Kessel mener, at den danske debat om jødehad er alt for forudsigelig.
Kirsten Kessel mener, at den danske debat om jødehad er alt for forudsigelig. Foto: Sergio Leyva Seiglie/Demotix/Corbis.

”HVORFOR ER der sådan et had til Israel i Danmark?”, spørger Poul Joachim Stender i sit indlæg med titlen ”Ich bin ein Israeli”, hvorefter han fremfører mange gode både historiske og moralske grunde til, at vi her til lands burde føle en nær samhørighed med Det Hellige Land.

Med al mulig respekt og sympati for Poul Joachim Stenders argumenter kan jeg dog ikke lade være med at undre mig over den naivitet, de giver udtryk for. Han taler her til en befolkning, der for den overvejende dels vedkommende for længst har revet sin sine historiske rødder over og fornægtet dem, og som tillige tilstræber at udrydde alle former for kristendom, og - her i de seneste par år - også jødedom. Tror Poul Joachim Stender, at hans argumenter vil have nogen effekt på en sådan befolkning?

Men spørgsmålet om, hvorfor der er sådan et had til Israel i Danmark, kan ganske let besvares. Forklaringen er i virkeligheden så enkel og så primitiv, at den måske er svær at få øje på for en intelligent og kultiveret person som Poul Joachim Stender.

SIDEN 1960'ERNE og den kolde krigs tid har det været den kulturradikale venstrefløjs synspunkter, der har domineret den offentlige mening i Danmark og afgjort, hvad der er politisk og moralsk korrekt, og det har stort set ikke ændret sig. Den danske befolkning bliver sådan set ikke udfordret til nogen form for selvstændig tænkning, alt er ganske enkelt og skåret ud i pap.

Tilhører du den politiske højrefløj, er du tilhænger af USA, Israel og klassiske værdier, og hvis du tilhører den politiske venstrefløj, er du automatisk modstander af USA, kristendommen, Israel og de ”fæle jøder”, der formaster sig til at være dygtige til at tjene penge og til at forsvare sig militært, og dermed er man naturligvis også i konstant forsvar for palæstinenserne og den muslimske verden i det hele taget. Den har indtaget den plads, som Sovjetunionen tidligere havde som modpol til USA.

Eftersom venstrefløjen jo har formået at markere sig som den ”veluddannede elite”, som det giver status at tilhøre, har den en stor magt over størstedelen af befolkningen. Hvem vil ikke gerne tilhøre ”eliten”?

DET ER ALTSÅ meget simpelt at have et standpunkt. Tilhører man højrefløjen, trækker man den skuffe ud, der står højreorienterede meninger på, og tilhører man venstrefløjen, trækker man den skuffe ud, der står venstreorienterede meninger på. Der ligger alle de korrekte meninger om stort set alt. Selvom man tilhører ”den kulturelle elite” på venstrefløjen, behøver man altså ikke tænke selv.

Det er på den måde, at den besynderlige alliance mellem venstrefløj og islam er kommet i stand, og det er på den måde, at islam får lov at true og terrorisere ikke blot Mellemøsten, men efterhånden også den øvrige verden.

Man undrer sig med Poul Joachim Stender, men mest over, at dette kan overgå en nation, der for blot trekvart århundrede siden markerede sig ved sit høje kulturelle og moralske niveau og ved at bevise sin modstand mod barbari og racisme ved at redde sine jøder fra nazisternes forfølgelser. Vi var et land, som var højt respekteret internationalt. Det er vi ikke mere.