Den nye skolereform kræver et disciplineret læringsrum

I skolerne tillader vi for meget udannet ”medsnak”, der fremmer en fordummende åndløshed

Kristian Massey Møller.
Kristian Massey Møller. Foto: Arkivfoto.

DEN NYE SKOLEREFORM er i søen. Ingen ved, om den virker. Men vi ved, at disciplinen stadig vil halte. Nok skal der med plusord skabes et rum med gensidig respekt imellem lærere og elever, men disciplinen må også tage afsæt i, at læreren har taktstokken. Alene fordi eleven personligt og samfundsmæssigt skal dannes til noget af noget.

Jeg bilder mig ind, at jeg forstår lærernes problem med at skabe et disciplineret rum. Jeg har selv for en del år siden stået med taktstokken over for elever i en 7. klasse, og det var en prøvelse.

MIN TAKTSTOK BLEV BRUGT til i dansk at genfortælle dannelsesromanen ”Angst-Mod” af Jakob Knudsen, som handler om reformatoren Martin Luthers barndom og ungdom. Men ikke før nogle drenge på mit krav tog deres huer af. De forlangte først en forklaring, som jeg ikke ville give, fordi man bare ikke sidder med hue på, når man i gensidig tillid og respekt er sammen i et rum om at lære.

Klassen ytrede sig kollektivt og udlignede og forhandlede ved at sige, at huen var en del af drengenes identitet. Men af kom huerne, selvom klassens modvilje var stor, indtil den lyttede kollektivt. For den unge Martin ser på vej i skole en tumpet dreng blive sænket ned i en brønd, hvor han drukner. Krøllen var, at da tumpens mor og far dukkede op, var de glade for endelig at være sluppet af med ham. Alle i klassen blev tavse, fordi der kom billeder i hovedet på dem. Billeder om angsten for udstødelse.

Og så kunne vi sammen skabe et rum. For klassen kunne identificere sig med den unge Martin. De lyttede i flok på, at Martin stak af hjemmefra, fordi han havde glemt at trække gederne ind, og derfor kom i konflikt med sin far. Martins vandring mod voksenlivet trængte ind og blev hørt. Ikke mindst hans kærlighed til den uopnåelige Ursula.

Det fik mig til at afkræve klassen en stil, som skulle tage udgangspunkt i min fortælling om Martin. De måtte gerne fabulere frit over, hvad der mere kunne være hændt Martin. Det brokkede de sig først kollektivt over, men da de individuelle besvarelser kom, var jeg glad på deres vegne.

De havde billeder i deres hoveder, og de præsterede på hvert deres niveau det ganske spændende at skrive sig ind i Martin. Dog kunne de ikke forstå Martins forhold til sin far, for de kendte ikke til en enerådende patriarkalsk faderskikkelse. Men Matins møde med tumpen og hans kærlighed til Ursula satte gang i deres tanke- og følelsesverden.

JEG ER IKKE I TVIVL OM, at børn kan lytte og indleve sig. Men jeg er bange for, at vi i hjemmet og skolen tager for meget udgangspunkt i barnets erfaringsverden, som den er.

Vi sætter ikke os selv i spil. Dermed mister vi den dimension og oplevelse, det kan være, når der skabes et rum af tavshed, hvor ånden, uden at der er blevet kaldt på den, indfinder sig.

I stedet tillader vi for meget udannet ”medsnak”, og så fremmes en fordummende åndløshed. Det udvikler ikke den åndsstærke individualitet. Derfor kravet om et disciplineret rum, hvor læreren til glæde for hørelsen og åndsstyrken i al gensidig tillid og respekt har taktstokken.