Er mennesket mest ulv eller lam?

Skal man æde eller lade sig æde som en god kristen? Ulvens skyld og lammets uskyld bliver sat til debat i den moderne verden, mener idehistoriker

Danmark er blevet et ulveland på flere måder, hvis man skal tro idehistoriker Benjamin Dalton
Danmark er blevet et ulveland på flere måder, hvis man skal tro idehistoriker Benjamin Dalton.

HOMO homini lupus, lyder det fra de romerske tænkere. Mennesket er en ulv mod mennesker. Eller en ørn, hvis man spørger Nietzsche. En ørn, for hvem det er det naturligste i verden, nærmest det kærligste, at sætte kløerne i de små, forsvarsløse lam - de svage individer, som ikke formår at leve op til deres menneskelige ulve-/ørnekald.

Umiddelbart falder tanken på det, vi plejer at kalde jungleloven. Man ser for sig en tilstand, hvor alle ligger i strid med alle og konkurrerer hensysløst om overlevelsen. Jungleloven kommer nemt til at repræsentere en ekstraordinær tilstand uden for velfærdsstatens beskyttende rammer. En tilstand, hvor den stærkeste ulv har frit slag til at tage den smule, lammene har samlet sig til dagen og vejen. Et andet sted i verden, med andre ord, hvor man fattes ”respekt for demokrati og menneskerettigheder”.

I det næste lag kommer man måske i tanke om den glubende sult, der kan drive et menneske i dets tilgang til sin næste. En hunger efter anerkendelse, som på paradoksal vis opsluger evnen til at anerkende den, hvis anerkendelse man higer efter. Den ulykkelige tilstand, hvor man i det skjulte, i de subtile detaljer, bliver i stand til at reducere medmennesket til sin underdanige slave - men hvor man netop længes, så det gør ondt, efter en ligemands beundring.

Uden selv at forstå det med ulvens blinde instinkt flår man sin næstes indre blide lam, hvorefter man sætter sig til at hyle over, at en skambidt sjæl ikke giver kvalificeret modspil til et kompetent, selvrealiseret menneskebæst. Eller også føler man selv, at man inderst inde er som et lam, skrøbelig og uforstående over for verdens ulvekultur. Samtidig ser man gang på gang sig selv udøve ulvens reflekser, hver gang verden truer med at knuse lammets indre uvurderlige uskyld.

I Østkirken griber man gerne til billedet af Jesus som Guds lam, der blev slagtet for - og af - mennesker. De ortodokse kristne siger, at dette i sandhed uskyldige lam har evnen til at forvandle den ulv, der i sin glubskhed sætter tænderne i det. Forvandle ulven til et lam, i kraft af at det lader sig flå og fortære.

Og jeg som troede, at det var i lammets overgivne fromhed, at jeg hver søndag knæler og modtager legeme og blod. Men selvfølgelig: Min ulvesult bliver ikke mindre bestialsk af, at det er Gud selv som menneske, jeg er en ulv mod. Over for Gud kan jeg ikke forklæde min sult i foreklæder og blive belønnet med frelse og forvandling. Jeg kan kun gøre det, en ulv gør bedst: lade mig lokke af bloddunsten og kaste mig frådende over lammet, der ikke åbner sin mund, mens det føres til slagtning. Og i min magtesløse blodtørst kan jeg undre mig over, at netop dette lam, Jesus Kristus, har fralagt sig alle ulvens reflekser. Lammet, det slagtede, er den eneste, der kan afvæbne ulven i mig i stedet for at ægge den til vrede og vækst.

Og dernæst, for de ortodokse, er den nu forvandlede ulv klar til at gå ud i verden som et lam, der selv lader sig flå og fortære til forvandling for romernes ulve og Nietzsches ørne.

Agnus Dei, miserere nobis. O, du Guds Lam, forbarm dig over os.