Er skat blevet et alibi for at opføre sig dårligt?

Danskerne betaler deres skat med glæde, men ser til mens deres medborgere overfaldes. Er det et solidarisk velfærdssamfund, spørger Sørine Gotfredsen

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

JEG BETALER NATURLIGVIS min skat med glæde. Den bekendelse kender vi såre godt her i landet, hvor bevarelsen af et trygt velfærdssamfund vel udgør det ypperste fælles projekt, de færreste har lyst til at falde i ryggen. At fremstille sig selv som en glad giver er med til at stadfæste en som værende solidarisk og bærer af de rette værdier, og sammen med talentkonkurrencen, havegrillen og det årlige Tour de France hører skatten med til det, der virkelig binder folket sammen.

Og det er ikke engang ironisk ment. Identiteten som gavmild skatteborger sætter sig dybe spor i folkesjælen, og jo mere man betaler til den fælles kasse, desto mere må man overveje, hvad det betyder for ens selvopfattelse. Gang på gang viser undersøgelser, at danskerne i meget vid udstrækning støtter det høje skattetryk, hvilket ofte udlægges som tegn på vilje til at tage hånd om de svage.

Det skal bestemt ikke her udelukkes, at bevæggrunden ofte rummer det smukke og uselviske, men der er jo også den mulighed, at danskerne brokker sig så lidt over skatten, fordi den sikrer dem nogle behagelige alibier i livet. Vi kan sikre os en slags ret til at sende bebrejdelsen udad frem for indad, hvis noget vakler. Vi kan opbygge en tro på, at en stor del af livets tryghed faktisk kan købes, og vi kan lade en del af ansvaret for hinanden overgå til systemets allestedsnærværende varme hænder.

Imidlertid er alt dette ikke spor simpelt. Det ser man for eksempel i debatten om muligheden for at inddrage pårørende mere i pasningen af syge og gamle. Her undrer det nemlig, at ikke mange flere nævner den meget påfaldende uoverensstemmelse mellem tanken om mere aktive pårørende og den høje skat.

Ifølge den - den høje skat - kunne man vel reelt forvente pasning af alle trængende nærmest fra morgen til aften. Man kunne også kræve, at der ingen huller er i cykelstierne, at politiet er prompte på pletten, hver gang et menneske bliver overfaldet, at der ikke findes ventelister til sygehusene, og at verdens dyreste folkeskole også er stedet, hvor danske børn lærer mere end de fleste andre børn på kloden. Man kunne med andre ord hævde, at enderne vist ikke helt mødes, når vi får at vide, at vi skal hjælpe mere til med at passe de syge, fordi der rundt omkring mangler mandskab til formålet.

Men man fornemmer, at folk efterhånden er blevet så vant til at leve og ånde i det store system, at mange ikke for alvor studser over, hvor meget vi betaler, mens det vedvarende slås fast, at der mangler penge.

Og samtidig er noget andet interessant på spil. Man aner nemlig også, at følelsen af moralsk forpligtethed har det svært, for mens det utvivlsomt ofte er solidariteten, der i en eller anden grad gør, at vi betaler skat med såkaldt glæde, tyder noget på, at den - solidariteten - kan halte i det konkrete møde.

To fortællinger sætter sagen på spidsen. En far råbte forleden offentligt op, fordi hans søn efter at være blevet overfaldet på gaden i København oplevede, hvordan en forbipasserende helt ignorerede hans bøn om hjælp. Hvorefter en kvinde forleden i dagbladet Politiken beskrev, hvordan hun blev groft overfuset i metroen, mens de øvrige passagerer mest syntes at opfatte optrinet som lidt kærkommen underholdning på turen.

I begge tilfælde bliver der spurgt om, hvorfor vi ikke i højere grad kommer hinanden til hjælp. Hvorfor rækkes en hånd ikke intuitivt ud i særligt de tilfælde, hvor man ikke ville bringe sig selv i fare? Ingen kender vel det hele svar, men interessant er det, at vi i dette samfund villigt betaler så store summer til opretholdelsen af tryghed og omsorg, alt imens det gang på gang sker, at folk blot betragter andres nød uden at reagere. Tryghed og medmenneskelighed er noget vi betaler til, men ikke nødvendigvis noget, vi for alvor selv vil håndhæve.

Det gode menneske i Danmark hævder ivrigt, at han betaler sin skat med glæde, for det beviser, at han har hjertet placeret det rette sted. Men hvad kalder man så det menneske, der gerne betaler skat, men til gengæld ikke ser sig forpligtet til at hjælpe en ung mand, der er blevet slået ned på gaden? Det i teorien gode menneske? Eller det i økonomisk forstand solidariske menneske?

Og endnu mere presserende kunne man spørge, hvad man mon bør kalde sig selv, når man aner, hvordan glæden ved at betale skat dag for dag skrumper en smule. Fordi man mærker tvivl. Ikke kun i forhold til om pengene i sidste ende går til det rigtige formål, men også angående spørgsmålet om, hvorvidt skatten mon er med til at gøre det næstekærlige sindelag til et så abstrakt begreb, at det ikke altid for alvor involverer det konkrete menneske.

Er man for nærig, når man opfyldes af den tvivl? Er man for skeptisk, eller giver det faktisk mening, når man må sande, at man efterhånden betaler sin skat med lidt mindre glæde end før?