Det store hul i undervisningsreformen

Børn har brug for at blive set og hørt. Og de har brug for at forstå, at den, der har ordet, har magten. Derfor bør der være undervisning i retorik, skriver ekstern lektor og cand.mag

Mundtlighed skal ikke kun forstås, som det man siger højt. Det mundtlige ligger også i det skrevne ord, skriver debattør
Mundtlighed skal ikke kun forstås, som det man siger højt. Det mundtlige ligger også i det skrevne ord, skriver debattør.

UNDERVISNINGSMINISTEREN har nu fået sit projekt med heldagsskolen gennemført. Er der nogen, der piber over arrangementet, er de ikke omstillingsparate, og de skal holde op med at klynke. Som professor Niels Egelund siger - ham, journalisterne bruger i én uendelighed.

Hvad der ikke bliver talt om er, at eleverne skal lære at formidle deres viden. Undervisningen bør også indbefatte mundtlig formidling. En viden, man ikke kan formulere, er ikke særlig nyttig. Først når man siger noget højt, forstår man, hvad det egentlig betyder.

I den mundtlige formidling lærer man sproget at kende. Hver gang man tager ordet i munden, får man en reaktion, medmindre man taler til en væg, og man erfarer ind-imellem, at det her skulle jeg vist ikke have sagt, jeg skulle i hvert fald nok have sagt det på en anden måde. Ligesom man også erfarer, at det rigtige ord sagt på det rigtige tidspunkt kan give den smukkeste reaktion. I den mundtlige formidling får man øre for sprogets musik og lærer, at det ikke er ligegyldigt, hvad man siger, og hvordan man siger det.

Mundtlighed skal imidlertid ikke kun forstås, som det man siger højt. Det mundtlige ligger også i det skrevne ord. Alle gode forfattere skriver, så det kan læses højt. Den sætning, der ikke ligger godt i munden, er en dårlig sætning. I arbejdet med at bruge sproget opdager eleven, hvilken kraft der ligger i ordet.

HELTENE I de homeriske digte klarer sig ikke med store overarme, men ved ord og handling. Odysseus, der er sagnhelt og hovedperson i det græske, fortællende digt Odysseen, er især ferm til at snakke sig ud af genvordighederne. De to dyder veltalenhed og tapperhed danner tilsammen helteidealet hos Homer.

Da Odysseus er skyllet i land, ene og nøgen, ribbet for alt, på Faiakernes ø, møder han kongedatteren Nausikaa. Mødet er afgørende for hjemfærdstemaets udvikling, for herfra går det hjemad mod Ithaka, så Odysseus, der gerne vil hjem, indleder talen med en stor lovprisning af Nausikaas skønhed (den strik).

Efter at have talt på en måde, som ville gøre enhver kongedatter blød i knæene, redegør han så kort for situationen og kommer omsider frem til talens egentlige kerne, nemlig bønnen om hjælp. Af tankens orden og klarhed afhænger resultatet. Et af de tilbagevendende ord, der beskriver Odysseus, er ”listig”. Det vil sige snarrådig og god til at lægge sine ord vel. Helten klarer sig gang på gang mere ved listig tale end ved dristig handling.

Odysseus realiserer sig selv gennem velvalgte ord. Et menneskeideal, som gik videre til romerne og fik betydning for vesteuropæisk opdragelse. Veltalenhed - evnen til at tale vel - er ikke en frit i luften svævende egenskab; nogle mennesker er født med evnen til at formidle, men mange er ikke nødvendigvis de ”fødte” talere. Det kan imidlertid læres.

I antikkens Grækenland var undervisning det samme som undervisning i retorik. Så afgørende mente man, det var at kunne tale godt, altså at kunne kommunikere sit budskab.

BØRN HAR BRUG FOR at blive set og hørt. Og de har brug for at forstå, at den, der har ordet, har magten. Derfor bør der være undervisning i retorik. Først når barnet kan formidle sin viden, har hun/han forstået den. I opøvelsen af den mundtlige udtryksfærdighed lærer man også at høre efter, at lytte. Det styrker koncentrationsevnen, og det styrker hukommelsen.

Klar og tydelig tale er nødvendig, hvis man vil trænge igennem med sine ord. Når vi taler, er det, fordi vi har noget, vi gerne vil sige. Selv i konversationssammenhænge. Den positive hverdagssnak a la hallo og dejligt vejr i dag er vigtig i omgangen med hinanden. Nogle dyr klør hinanden i pelsen, hunden gør, grisen grynter, vi tilkendegiver hver på vores måde, at vi er her. Hver situation har sin sprogkode, og den lærer vi ved at bruge sproget.

Jeg tager dig på ordet, som det hedder. Det kan således være en alvorlig sag at sige noget. Er man opdraget med at være bevidst om, at det, man siger, har betydning, og at man i den sproglige bevidstgørelse lærer at lytte, får vi med tiden et oplyst folk, der forstår at udveksle synspunkter med forstand og dermed løfte niveauet i omgangen med hinanden.