Kristendommen og ”de forkerte”

Hvilke etiske og politiske konsekvenser har det, når en fremtrædende politiker med - stort set uanfægtet - tilslutning fra sit parti Venstre begynder at tale om rigtige og forkerte lande, og mere end det: om rigtige og forkerte mennesker, spørger biskop Kjeld Holm

Sproget skaber, hvad det nævner, skriver biskop Kjeld Holm fra Aarhus Stift
Sproget skaber, hvad det nævner, skriver biskop Kjeld Holm fra Aarhus Stift. Foto: Kåre Viemose/Scanpix.

FOR SNART MANGE ÅR siden havde jeg den ære at prædike ved gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke i forbindelse med Folketingets åbning. Jeg stillede mig selv og tilhørende det spørgsmål, om der var plads til det religiøse sprog i det politiske ditto. ”Har et begreb som nåde noget at gøre i politik?”. Sådan spurgte jeg retorisk. Jeg kunne se på nogle af de mange politikere, der var til stede, at det mente de vist ikke, det havde.

Nu må man jo ikke blande kristendom og politik, som det igen og igen lyder bombastisk, ikke mindst fra politisk hold. I reglen fremført, uden der følger nogen argumentation med. Men jeg skal såmænd ikke anfægte holdningen, blot fortsætte min spørgen om konsekvensen af, at det politiske sprog ikke holdes op mod eller korrigeres af et andet sprog.

Johannes Sløk skrev i 1981 bogen ”Det religiøse sprog”, der var en skarpsindig analyse af forholdet mellem de mange sprog eller sprogspil, der udgør vores virkelighed. Det var hans tese, at det religiøse sprog ”kom først”. Det var i det, virkeligheden blev til. Her skabtes modsætningen mellem virkelighed og uvirkelighed og mellem godt og ondt. Hvor skulle disse modsætninger ellers komme fra? Endvidere påstod Johannes Sløk, at etikken også dermed altid havde et sprogligt grundlag.

Bogen vakte dengang berettiget opsigt og blev diskuteret ivrigt blandt teologer, filosoffer og litterater, men ikke blandt politikere, som heller næppe havde tid til at læse den! Jeg mindes kun, at Svend Auken (S) - privat, over for mig - kommenterede den og var anfægtet af den, men hans liv var jo også netop konstant den indre dialog og - mod slutningen af hans liv - også en ydre mellem politik og religion.

Hvilke etiske og politiske konsekvenser har det, når en fremtrædende politiker med - stort set uanfægtet - tilslutning fra sit parti Venstre begynder at tale om rigtige og forkerte lande, og mere end det: om rigtige og forkerte mennesker? Dem, man kan have med at gøre, og dem, man ikke kan have med at gøre i det danske samfund? For hvis ikke de har nogen adkomst til landet, får man jo ikke med dem at gøre. Men man får leflet for nogle fordomme, der såmænd ikke adskiller sig fra dem, der herskede i min barndom, at italienere stjal, at finnerne havde let til kniven, og at tyskere kun var ude på at føre krig!

Sproget skaber, hvad det nævner. Det vidste allerede Grundtvig god besked om, og siden hen har begavede tænkere kunnet opregne konsekvenserne af det entydige og ensporede sprog, der betyder, at verden bliver snæver. Nuancerne forsvinder, og om hjørnet truer det totalitære. Men også det religiøse sprog kan blive entydigt, og et magtsprog, som det politiske er, når det er værst. Når også det anvendes til at sætte skel mellem de rigtige og de forkerte eller de frelste og fortabte. Når det religiøse sprog bliver til besværgelser.

Heroverfor står det religiøse sprog i sin oprindelse som udtryk for et poetisk engagement, altså netop et engagement, der opstår i og med sproget, således som Peter Kemp har formuleret og analyseret det. Hvor selvsikkerheden og skråsikkerheden anfægtes og modsiges, fordi man i det bestandig oplyses om og oplever, hvad det er, man selv lever af, og hvor man som menneske igen og igen bliver fastholdt i det vilkår, at man i forhold til, hvem der er de rigtige og de forkerte, selv står med tomme hænder.

Partiet Venstre havde engang en formand, der hed Poul Hartling. Han blev både udenrigsminister og statsminister, men sin største indsats leverede han i sin ”slutstilling” som FN's flygtningehøjkommissær.

Her lagde han hele sit engagement og kunnen i - også politisk - at fasholde, at enhver var ”rigtig”. Også rigtig ved at blive hjulpet, når det var fornødent. Han lagde heller aldrig skjul på, hvorfra denne politiske holdning stammede.

Men i modsætning til mange politikere i dag talte han ikke om vore ”kristne værdier” eller den ”kristne kultur”. For han vidste, at kristendommen ikke er en kultur som sådan, men et budskab om, at man skal leve af Guds nåde og for sin næste.

”Hvad tror du på?”, ville en tv-journalist vide i Hartlings statsministerdage. Han svarede ikke ved at tale om værdier og kultur. ”Jeg tror på Kristus,” lød det lakonisk, og dermed var det hele sagt.

Men det er længe siden, Poul Hartling levede.