I KRISTELIGT DAGBLAD i mandags orienteres om, at Aarhus Universitetshospital vil spare fire socialrådgivere, som hjælper forældre til kritisk syge børn med at holde sig oprejst økonomisk. Det er Region Midtjylland, der har pålagt hospitalet nogle massive sparekrav, som nu er på vej til at udmønte sig i, at hospitalet ikke ser anden udvej end at spare socialrådgiverfunktionen væk.
Hvad er det, der sættes i spil, hvis en sådan spareforanstaltning gennemføres? Først og fremmest gives der køb på noget af det allervigtigste i sygdomsbehandlingen, nemlig et helhedssyn i forhold til, hvad virkelig og afgørende hjælp handler om.
Når alvorlige diagnoser sættes på små mennesker, og verden ramler for deres chokerede forældre, så skal velfærdssamfundet for alvor stå sin prøve. Kan den nødvendige støtte spille sammen? Her skal det i praksis vise sig, om samfundssolidariteten kan træde i karakter.
ET ALVORLIGT SYGT BARN er en del af en familie, som skal mobilisere overskud til at være der for barnet i medgang og i modgang. Både når behandlingen lykkes - og når den ikke lykkes. Når håbet spirer frem. Og når dødens fangarme tager livtag med den lille. Og når forældrene i afmagt må se til.
Hvad indebærer den virkelige samfundssolidaritet i en sådan situation? Den indebærer selvfølgelig lægelig og sygeplejefaglig hjælp til barnet på højt niveau. Men også, at forældrene støttes i forhold til opgaven at være til stede for barnet. Støttes til, at deres dagligdag kan fungere på de - måske ekstreme - betingelser, som nu gælder.
Al erfaring viser, at svære krisetilstande som følge af alvorlig sygdom ofte medfører mangel på overblik og prioriteringsevne hos de allernærmeste. Med andre ord: Der er brug for guidning, brug for støtte til at prioritere midt i kaos. Brug for fagpersoner med et menneskeligt ansigt, som kan støtte og indimellem guide helt konkret, så der bliver afklaring omkring arbejde, økonomi, orlov, kompensation for mistet arbejdsindtægt med videre. Så en bivirkning af den ulykkelige situation ikke også bliver, at familiens økonomi kommer til at sejle.
Der er behov for afklaring og støtte på kort sigt. Men også i forhold til, hvad der skal ske på lidt længere og på lang sigt. Der er brug for både realisme, tryghed og håb. Og det kommer ikke ud af den blå luft.
Det skal iklædes konkrete handlinger i et spændingsfelt mellem den helt materielle dagligdag og det immaterielle liv. Både den materielle og den eksistentielle dimension i livet er for alvor i spil.
Hvorfor skal hele denne sammenhængende indsats foregå i sygehusregi? Hvorfor kan forældrene ikke bare kontakte kommunen og bede dem om hjælp til dækning af den mere materielle del af deres behov? Fordi overskuddet ofte ikke er der. Fordi det kræver specialviden og erfaring hos diverse fagpersoner at leve sig ind i og have viden om de konkrete detaljer i forbindelse med et kompliceret sygdomsforløb.
HJÆLP I SÅDANNE situationer indebærer altid behovet for et tæt tværfagligt samarbejde. Ja, det er jo lige netop på den baggrund, at også en sygehuspræst indgår som en ressourceperson. Fordi den lokale sognepræst ikke kan være til stede på samme måde i et tæt tværfagligt samarbejde.
Når livet gør virkelig ondt, og vi måske er ved at miste - eller vi er angste for, at det kan ske - så er der brug for hjælp til det hele menneske, lægeligt, åndeligt, psykologisk og materielt.