JEG HUSKER, hvordan min far, dengang jeg var barn, slæbte mig med rundt til Europas koncentrationslejre. Hele familien blev proppet ind i den gamle grønne Passat, campingvognen blev hægtet på, vi krydsede fingrene og bad en bøn, før han gassede op. Af sted det gik.
Formålet var i det store og hele at holde ferie med familien på afslappet og spontan vis, men da far jo er ganske historieinteresseret, kunne han som regel opdrive en koncentrationslejr eller en eller anden form for mindesmærke over Anden Verdenskrig i nærheden af det sted, vi havde valgt at campere. Og det vel at mærke i en tid uden computere og internet. Imponerende!
Far brugte ferien på at lære mig om den tid, han selv voksede op i. Europa i 1930'erne og 1940'erne. Dengang umådelig kedeligt. I dag er jeg dybt taknemmelig. Nogle ville sikkert klandre min far for at have taget en lille dreng med på besøg i en koncentrationslejr, for hvordan kan et lille barn forholde sig til den gru og smerte, som har udfoldet sig dér? Kunne min far?
Og som jeg stod der i Auschwitz, Birkenau, Mauthausen og Theresienstadt tænkte jeg, at det var historie, og at det ville det blive ved med at være.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl. For også i min tid går der mennesker gennem Europas storbyer og råber ”Død over jøderne”, ligesom de gjorde det i min fars. Også i min tid overfaldes tilfældige jøder på gaden, trues og tæves, fordi de er netop dét: jøder. Også i min tid angribes synagoger over hele Europa, mens mennesker kryber sammen i angst indenfor. Også i min tid bliver butikker ejet af jøder vandaliseret af menneskemængder ude af kontrol.
Var det ikke også sådan i min fars tid?
OG OGSÅ I MIN TID bliver det hele forsøgt bortforklaret af vores dages intellektuelle. Da en journalist fra en radiostation ville se, hvordan det var at gå med kippa ned gennem Nørrebro, blev han blandt andet bedt om at forlade en forretning, og en gruppe unge ville give ham tæsk, hvis ikke han forsvandt.
Det fik en lokal politiker til at arrangere en sympatimarch for jøderne - for at vise, at jøderne også skal have lov til at bo i Danmark og bære deres symboler synligt i det offentlige rum. At dét ikke er en provokation, men en ret.
Alligevel blev han mødt med en storm af protester. Kloge mennesker, intelligente mennesker skrev imod ham, at han var politisk populist - som om det nogensinde har været populært at forsvare det jødiske folk. Andre erklærede ham for hykler, fordi han ikke ville marchere for alle minoriteter.
Et stort dagblad i Danmark gik endda så langt som til at sige, at han da lige skulle sætte sig i modpartens sted, før han begyndte med den slags - ellers ville det bare være en meningsløs provokation.
Men jeg vil bare så nødigt forstå, hvorfor andre mennesker kan hade et medmenneske - blot fordi han er jøde eller sort eller araber eller holder med Brøndby eller Aab. Jeg vil ikke forstå det, fordi hvis jeg en dag forstår dét, hvad er der så tilbage at kæmpe for? Er jeg så ikke blevet blind for kimen til alt det, der er forkert med verden i dag: at menneskers værd bestemmes af andet end det, de er: mennesker?
Jeg ville ønske, der havde været plads til flere i vores gamle grønne Passat. For så kunne det være, at vi havde lært noget mere. Den var hverken køn eller komfortabel, men hvor kunne man lære noget af at sidde i den.