I DAGENS DANMARK går det imod velfærdsstatsnormen at finde mennesker, som behøver at bede om almisser fra forbipasserende for at opretholde livet. Dette er ikke desto mindre en realitet. Gå blot en tur ned ad hovedstadens mest centrale strøg, og tiggeriets udbredelse vil komme til syne.
Sælsomheden ved dette er ikke selve modsætningen ved både at have et universelt velfærdssystem og synlig social nød, hvis man her tager systemets bureaukrati og labyrintpraksis i betragtning. Det er i stedet det tragikomiske faktum, at velgørenhed i visse tilfælde er ulovligt - for eksempel hvis det foregår gennem tiggeri. Hvorfor skal borgerne forhindres i at række deres medmennesker en hjælpende hånd, og hvordan kan det skade samfundet overordnet set, når en tyver til en kop kaffe skifter ejermand på gaden?
ARGUMENTERNE IMOD tiggeri kan vel ikke være, at det er decideret ”måneskinsarbejde”, og at det skæmmer gadebilledet og dermed nedsætter butikkernes og turistforeningernes profit, for disse er rent ud sagt ikke særlig overbevisende, idet effekterne heraf sandsynligvis er virkelig små og kun vedrører en ubetydelig del af befolkningen.
Derimod er der flere ting, som taler for lovliggørelsen af tiggeri. For det første bør det være ethvert menneskes ret at bede om hjælp på en stilfærdig og ikke-anmassende måde, da det i visse situationer kan være ens sidste udvej.
For det andet - for nu at vende ovennævnte om - har man lov til at overbringe andre folk gaver (selvfølgelig inden for en vis øvre grænse) af sin ellers skatte- og afgiftsvarede indkomst, fordi staten absolut ikke har bemyndigelse til at blande sig så nidkært i borgernes dispositioner.
For det tredje gør en kriminalisering af tiggeri, at de i forvejen sårbare og udsatte mennesker trækkes ind i fængselsverdenen, hvor de overhovedet ikke får den nødvendige støtte til at komme videre i tilværelsen, men hvor de tværtimod fastholdes i armod, når de sendes på gaden endnu en gang. De bør i stedet i de fleste tilfælde hjælpes gennem socialforsorgen.
Hvis ingen af ovenstående begrundelser har overbevist læseren, er der kun at sige, at han eller hun skulle producere et papskilt og tage opstilling ved hovedbanegården for på sådan vis at opleve en hjemløs tiggers daglige dont og kamp og derved forhåbentlig erfare, at man kun nødtvungent lever på denne samfundets skyggeside. Der kan derfor på ingen måde være tale om, at vedkommende har personlig vinding for øje, hvilket faktisk til tider synes at være tiggeriets største modræsonnement