DER ER billeder, der brænder sig ind på nethinden. Et af dem er af James Foley, knælende i orange fangedragt med en sortklædt skikkelse ved siden, der taler til kameraet, mens han svinger med en kniv, som han om lidt vil bruge til at skære hovedet af Foley med.
Modsætningerne står stærkt i billedet. Farver kontrasteres, den ene knæler, den anden står, og mens vi ser ansigtet af Foley, maskeres den anden, så det ikke drejer sig om to mænd, men om et menneske over for en institution, eller måske snarere en funktion, nemlig Allahs straffende hånd.
I modsætningerne kalder billedet på stærke følelser. Det kalder på fordømmelse af det, der sker, ikke bare i billedet, men i området, og i afsendernes perverse logik er det ikke deres egne grusomheder, der skal fordømmes, men Vestens og USA's bombning. Og det virker. For billedet brænder sig fast og vækker, i hvert fald hos mig, en følelse af had og afsky og pervers nyfigenhed: Hvad er der da sket, siden et menneske skal ofres på denne måde?
Jeg væmmes ved mig selv over de følelser, men jeg væmmes endnu mere ved den følelseskolde funktion, den sortklædte mand repræsenterer og bemærker hos mig selv en hurtig association fra funktion til religion, hvorfra der ikke er så langt til dens udøvere, som er muslimer i alle lande.
Kommet så langt, brændt, så at sige, til at tage afstand til andre troende, er det på tide at konfrontere billedet, ikke lade det sætte dagsordenen og få mig til at se væk, men udholde væmmelsen og læse det med andre briller.
I en anden optik handler billedet om en repræsentant for Islamisk Stat, der anonymt og teknisk illustrerer et menneske og verdenssyn, der ser stort (og sort) på det enkelte menneske, der ikke underlægger sig funktionen, repræsenteret af de kaldte ”hellige krigere”.
Her bliver det mere klart, at billedet handler om en gruppe mennesker, der har besat religionens sprog og bruger det til egen vinding i en politisk sammenhæng. Men samtidig bliver billedet en påmindelse om de ufattelige lidelser, som andre mennesker, andre ansigter, påføres i området, alt sammen i den dæmoniske funktions navn, allerede teknificeret via akronymet IS.
De fleste af ”de andre” ansigter ser vi aldrig, for de repræsenterer ikke Vesten som Foley, men de er der. Og Foleys åbne ansigt bliver deres ansigt, men også vores, der ser på billedet. Hans ansigt bliver billedet af mennesket, der ofres af en funktion, som bedst beskrives som dæmonisk, eftersom den netop har besat en gruppe mennesker og fyldt dem med ondskab.
Men det onde skal bekæmpes! Militære midler gør det, de er bedst til, nemlig bekæmper en modstander, men den onde funktion, der krænker menneskelighed og dræber det åbne ansigt, kan ikke bekæmpes med militær. Ej heller opnår vi sejr ved at hade funktionen, for hadet nærer blot det onde.
Den effektive modstand mod den onde funktion kommer fra Gud! Det betyder, at den kommer helt anderledes, end vi kan forestille os. Den kommer ikke fra militære løsninger, men snarere fra, at vi står sammen med dem, hvis ansigt og menneskelighed krænkes af det onde.
Dermed ikke sagt, at militæret ikke har en plads, for det har det naturligvis i denne sammenhæng, men det er blot en pointering af, at militæret ikke løser problemet med det onde, men blot er i stand til at skabe rammebetingelser for, at den onde funktion kan konfronteres.
Det er konfrontation, når vi ikke lader os gribe af had, men i stedet lider med dem, der krænkes, lytter til dem og lever med, hvad enten de kommer fra muslimsk, kristen eller anden side. For alle er de mennesker, der lider under ondskaben, og ved at bevare synet for et menneske, et ansigt, konfronterer vi dæmonisk generalisering.
Et andet skridt mod den onde funktion er at være solidarisk med trosfæller. Muslimer må være solidariske med muslimer, der lider, mens vi kristne må være solidariske med kristne brødre og søstre. Netop brødre og søstre, hvis ansigter præget af sorg og fortvivlelse og lidelse også er vores ansigter.
Vi ser med, og vi lider med og kalder på Herren: Vær mig nådig, Gud! Og sammen lytter vi med ængstelse til Herrens svar: Vent på mig! Men Gud, hvorfor griber du ikke ind? ”Vent på Gud, for jeg skal takke ham igen.”
James Foley, dit ansigt har brændt sig ind på vores nethinder og er blevet til en bøn fyldt af vrede og smerte om, at Gud snart griber ind og stopper det onde.