TIDLIGERE SOGNEPRÆST Ole Juul har i Kristeligt Dagblad den 21. august skrevet en kronik om kirkens vilkår i landsognene. Mange af disse er ramt af affolkning og en udtyndende tilslutning. Der bliver længere mellem gudstjenesterne og færre kirkegængere.
Ole Juuls løsen er da, at kirken og præsterne skal være opmærksomme på det, han kalder ”det lokale fællesliv” forstået som ”et aktivt foreningsliv og et lokalt forankret tillidsforhold til den nærmeste skole”. Dette fællesliv skal kirken knytte sig til, siger Juul og mener tilsyneladende, at der kun derved kan være ”et ægte folkekirkeligt liv”. Og hvis der ikke er et sådant aktivt fællesliv, ”så har sognet opløst sig selv indefra, og så giver det heller ingen mening længere at holde kirke dér”, skriver han, for som han siger, så er det blevet et lokalområde, hvor mennesker ”nok bor der, men ikke lever der”. Ak, den, der bor i et sådant område med en nedlagt skole og et udtyndet foreningsliv, må allerede føle fortabelsen!
Men er det dog ikke sådan, at hvis der overhovedet kommer folk i kirke om søndagen, så giver det mening at holde gudstjeneste, uanset om der er foreninger og skole i lokalområdet eller ej? Og hvis folk kommer med åbne øren og hører prædiken, synger salmer og deltager i liturgien, så er det ”ægte og sand folkekirke”. Så er det også sandt folkeligt.
HVORFOR SÅ denne store opmærksomhed på foreningslivet? Hvorfor er det så afgørende for kirken at være med dér? Mit frække svar er, at det simpelthen skyldes kirkelig forfængelighed.
Kirken vil så nødig glemmes. Skal der være et arrangement på torvet en fredag eftermiddag, så vil kirken gerne inviteres. Er der ”Open by Night” i byen, så vil kirken holde ”Open Church”. Her på egnen blev der engang holdt gudstjeneste i fri natur til ære for bæverne, der blev sat ud i Klosterheden. Og så videre og så videre. Kirken vil så gerne være midt i det hele og kommer derved let til at latterliggøre sig.
En sådan ”tivolisering” af gudstjenesten er dog slet ikke Ole Juuls ærinde. For kirken er jo egentlig bare budbringeren for det, som er dens eksistensberettigelse, Kristus. Folk kommer i kirke for at blive tiltalt i alvor. Alligevel undrer det mig, at Juul kan mene, at den største trussel mod folkekirken er, at præsterne ikke er uddannet til at ”indgå i et frugtbart samarbejde med det lokale foreningsliv”.
Er det virkelig det, der er folkekirkens problem? Ja, det mener han åbenbart, fordi, som han også skriver, ”kirken skal knytte til ved den folkelige virkelighed”, som for ham er foreningerne og den lokale skole. Helt rørende bliver det, når kirken foreslås tænkt med til sportsfester. Jeg tænker mig en fodboldturnering - hvad skulle kirken dér? At præsten måske spiller med, naturligvis, det er en anden sag.
I ”HØSTGILDET” af Martin A. Hansen er der en berømt scene: Præsten er inviteret med til gilde med den skjulte dagsorden, at han skal holde tale. De sidder nu og venter: Slår han snart på glasset? Men han venter, for han sidder og får lyst til at tale, så det ryster dem. Til et så stort og godt høstgilde hørte ellers sødmen af let kristelig poesi, og netop det kunne præsten give dem.
Men ”hans blik strejfede hen over disse rækker af selvbevidste og selvtilfredse mænd, og ind i hans tanker gled lignelsen om manden, der byggede sine lader større, denne fortælling, som bag sit enkle ydre gemmer en frygtelig kerne”. Han ville ryste disse tilfredse bønder. Men alligevel, det kan han ikke. Hvorfor ikke? Fordi, som det hedder: ”Han havde siddet og spist sammen med disse mennesker, han var gæst.”
Måske man kunne sige, at hvis kirken i sin forfængelighed er så forhippet på at komme ud og være med, hvor det foregår, så kan det let ende med, at den bliver så sammenspist med dem, den skal tale til, at den ikke får noget sagt.
Evangeliet forsvinder i bare folkelighed. Naturligvis skal præsten deltage i, hvad der foregår, når han kan. Og måske er pointen med historien bare denne, at kirke og gudstjeneste faktisk kun kan holdes i kirken. Folk og kirke hver for sig, de skal ikke sammenblandes, men de skal heller ikke adskilles.