DER ER NÆSTEN gået tre år siden sidste folketingsvalg. Meget er sket i de år, og nu kommer Helle Thorning-Schmidt-regeringen i 11. time med en stort fremlagt ”sundhedspakke”. Regeringen vil skam gøre så meget for de syge og for kronikerne, hedder det nu. Og en ”pakke” til fem milliarder kroner havde også været værd at promovere, havde det ikke været for de foregående tre års politiske forspil.
Den førte politik har ikke ligefrem været et opvisningsstykke i de gode viljer over for syge mennesker af i dag. Den har tværtimod været præget af døve øren og egenrådige lovgivere, som ikke har lyttet til høringssvar og bekymringer en masse på de omtalte områder i relation til mennesker med kroniske lidelser eller handicap, deres pårørende og de professionelle parter rundt omkring dem.
Lad mig uddybe, hvorfor jeg ikke er særlig imponeret over sundhedsudspillet, men mest opfatter det som camouflage for de foregående års svigt.
Over de seneste år har mennesker med kroniske lidelser eller handicap og deres pårørende som befolkningsgruppe mødt en ekstrem ringeagt fra politikere fra regering og det meste af oppositionen. Den ringeagt blev initieret med kommunalreformen i 2007, men er taget til i styrke med reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, SU, folkeskole, sundhed og rejsesygesikring.
Det vil sige, at man systematisk har forringet rammevilkårene og sikkerhedsnettet for disse mennesker over en bred kam på både beskæftigelsesområdet, socialområdet, uddannelsesområdet og sundhedsområdet. Det er formentlig kun de færreste raske mennesker, der gør sig begreb om, hvor galt det står til for syge mennesker på disse områder, for den politiske propaganda har været stærk.
SOCIAL- OG sundhedsvæsenet har også selv været udsat for massive nedskæringer med ekstra pres på personalet som konsekvens. Mange steder er personalet ved at gå ned med stress på grund af de grænseløse nedskæringer af antallet af ansatte, mens ledelsen fastholder krav om alt det, personalet skal nå.
Desuden har blandt andet læger og socialrådgivere mistet indflydelse på deres arbejde. Sundhedsreformen fra 2013 og de dertil hørende nye bekendtgørelser er for eksempel udtryk for grel disrespekt for de alment praktiserende lægers professionalisme (og for fortroligheden mellem læge og patient), og reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp har fjernet kompetence fra de sagsbehandlende socialrådgivere og placeret magten højere oppe i systemet.
Topstyring af medarbejdere og mistillid til de fagprofessionelle er en dårlig udvikling, som hverken giver godt arbejdsmiljø, gode ansatte eller tilfredse patienter/klienter og pårørende. Det er ikke noget godt udgangspunkt for den offentlige sektors forvaltning af afgørende dele af borgernes liv.
Denne politiske tendens er kommet under et konkurrencestatsparadigme. Det blev overhovedet ikke præsenteret før seneste folketingsvalg og har ikke været til demokratisk debat. Kronikerne er blevet ydmyget og trådt på i en grad, så man skulle tro, der var tale om en bevidst hetz.
Forringelserne er blevet presset ind på alle tænkelige og utænkelige områder suppleret med fattiggørelse og intimidering på persondata og privatlivets fred, ligesom de professionelle parter rundt om dem er blevet pressede. På få år har vi fået et på mange måder ubarmhjertigt samfund, hvor det er blevet legitimt for blandt andet politikere og kommuner at svigte mennesker, der beder om hjælp i forbindelse med sygdom eller handicap, og at kompromittere deres retssikkerhed. Det sætter mange borgere og deres pårørende under et stort pres.
DERFOR ER DET stort opslåede sundhedsudspil utroværdigt som udsagn om alt det gode, regeringen pludselig vil gøre for de syge her i 11. - eller måske 12. - time. Jeg tror ikke, de svageste og mest udsatte kronisk syge mennesker de næste mange år vil kunne glemme, hvilken ringeagt og nonvelfærd, politikere uden social samvittighed og skam i livet har tilladt sig at vise dem! Dertil er konsekvenserne for altomfattende og dystre.
I det lys kan en ”sundhedspakke” billedligt talt kun opfattes som et plaster på et sår, der er så dybt og betændt, at et plaster ikke rækker langt. Om man kan ”forebygge” kroniske sygdomme hos morgendagens befolkning, ved jeg ikke, men regningen betales af de kronisk syge af i dag. Det er ikke retfærdigt!
Jeg står bag en ny bogantologi, ”Et liv i andres hænder” (Unitas Forlag), som er affødt af bekymring over denne asociale udvikling. Her er mange af disse emner udfoldet nærmere fra forskellige vinkler.
Jeg skal hermed opfordre politikere, embedsværk og andre med indflydelse på syge menneskers ve og vel til at sætte sig mere ind i, hvad der er på spil for de syge, og at lytte til sundhedsfagforeninger, patientforeninger, handicaporganisationer og andre repræsentanter for syge og pårørende. Barmhjertighed og lydhørhed skal der til. Camouflage alene er der ikke meget ved.