Dilemma: Vi må prioritere nogle børn over andre

Det er næsten ubærligt at vide, at vores nødtvungne valg i disse dage koster menneskeliv, som vi kunne have reddet, skriver vicegeneralsekretær i Red Barnet Jonas Keiding Lindholm

Et kæmpe pres på nødhjælpsbevillingerne gør, at vi må prioritere nogle katastrofer over andre. Vi må prioritere nogle børneliv over andre, skriver Jonas Keiding Lindholm. Her er det flygtningedrenge reddet fra en synkende båd i Middelhavet.
Et kæmpe pres på nødhjælpsbevillingerne gør, at vi må prioritere nogle katastrofer over andre. Vi må prioritere nogle børneliv over andre, skriver Jonas Keiding Lindholm. Her er det flygtningedrenge reddet fra en synkende båd i Middelhavet.

I VESTAFRIKA HÆRGER en livsfarlig ebola-epidemi. I Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik lider seks millioner mennesker under brutal borgerkrig. Konflikten i Gaza har gjort 100.000 hjemløse. Og det stopper ikke her.

Der er yderligere mindst 70 humanitære katastrofer i verden lige nu. Der er fødevaremangel på Afrikas Horn og i Centralamerika, jordskred i Nepal, oversvømmelser i Sydøstasien og koleraudbrud i Congo. Hertil kommer Nigeria, Ukraine, Afghanistan, Burma og forventningen om, at et nyt El Nio-fænomen er på vej.

Jeg har i mine over 15 år som nødhjælpsarbejder i krigs- og krisezoner aldrig oplevet så mange og krævende katastrofer. Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange flygtninge. I fire lande - Irak, Syrien, Sydsudan og den Centralafrikanske Republik - er mindst 18 millioner mennesker i nød i ekstremt komplekse konflikter. Derfor er FN's højeste kriseberedskab også trådt i kraft i forhold til netop disse fire lande. Det er aldrig sket tidligere.

Det giver et kæmpe pres på nødhjælpsbevillingerne, der slet ikke kan følge med. Konsekvensen er, at vi må prioritere nogle katastrofer over andre. Vi må prioritere nogle børneliv over andre. Der er mennesker, som ikke får den hjælp, de har krav på. De dør, fordi vi ikke formår at være der for dem. Prioritering er en naturlig del af jobbet, for vi kan ikke være alle steder, men det er næsten ubærligt at vide, at vores nødtvungne valg i disse dage koster menneskeliv, som vi kunne have reddet. Ekstraordinære kriser kræver nemlig en ekstraordinær indsats. Det vil aldrig være nok, og vi kan sandsynligvis ikke hjælpe alle. Men vi kan hjælpe mange flere, end vi gør i dag.

Vi har en stolt tradition for medmenneskelighed og humanitær bistand i Danmark. De millioner af børn og voksne, der i disse dage er fordrevet, flygtet og forfulgt er ikke selv skyld i deres situation. De har ikke aktivt valgt at leve uden mad, søge tilflugt på bjergtoppe i 40 graders dræbende varme, forlade deres jord og deres hjem i heftig krydsild, miste deres familie og ejendele eller sige farvel til trygheden i skolen.

Derfor er det yderst glædeligt, at udviklingsminister Mogens Jensen (S) har indset situationens alvor og nu afsætter en kvart milliard til det humanitære arbejde resten af året. Men det er afgørende, at ressourcerne ikke blot bliver flyttet fra det vigtige udviklingsarbejde, som på den lange bane er med til at forebygge fremtidige katastrofer.

Jeg håber, at alle danskere anført af den danske regering lytter til nødråbet fra de mange desperate mennesker og gør en ekstraordinær indsats i denne ekstraordinære tid. Det vil være i tråd med vores idealer og traditioner i Danmark.

Jeg håber derfor, at danskerne vil tage godt imod appeller om bidrag i denne tid, og at regeringen ser på situationen med samme alvor. Nu og her er der behov for ekstraordinære humanitære bidrag, og fremadrettet må u-landsbistanden øges.