Krigen i Syrien udstiller Vestens hykleri

Stockholm 20140810 Kristna grupper denomstrerar mot det ökade våldet mot kristna i Irak och Syrien.  Foto: ...

Svenskere demonstrerer mod tiltagende overgreb på kristne i Irak og Syrien. Scanpix

Groft sagt har Islamisk Stat og Vesten en fælles interesse i Syrien, mens det ser noget anderledes ud i Irak, skriver sognepræst Peter Grønlykke

DET ER ØJENSYNLIGT de samme kræfter, der har været på spil i den syriske borgerkrig, som nu har indledt terroren i Nordirak under navnet Islamisk Stat. Det rejser et afgørende spørgsmål om Vestens og USA's evne til at vurdere og være med til at afhjælpe de mellemøstlige konflikter.

For groft sagt har Islamisk Stat og Vesten en fælles interesse i Syrien, mens det ser noget anderledes ud i Irak. I Syrien er og har formålet været at vælte Assad. Det er både formålet for dem, der har sluttet sig sammen i Islamisk Stat og for Vesten og USA, og det uden hensyn til omkostningerne for en stor del af befolkningen i Syrien.

Det er formodentlig den manglende succes for de revolutionære gruppers opgør med Assad i Syrien, der har fået dem til at vende sig mod Irak med både større grusomhed og mediebevågenhed til følge. Man skal ikke undervurdere disse gruppers interesse i at vække de sensationshungrende vestlige mediers og befolkningers opmærksomhed og forargelse. Det er en del af deres identitet.

At Vesten reagerer i Irak er fuldt forståeligt, men samtidig udstiller det imidlertid Vestens og USA's humane hykleri i Syrien, hvor man af politiske grunde vender ryggen til. Det har man gjort, fordi formålet i Syrien først og fremmest har været at slippe af med en allieret til det Iran, USA og Vesten med en god del paranoia og magtbrynde anser som en trussel mod Israel.

DET ER GODT, at Vesten ikke har grebet ind i Syrien. Især fordi man havde risikeret at gøre det på den forkerte side og altså alliere sig med de islamister, hvis anliggende man i den relation ikke nærede tilstrækkelig betænkelighed ved, hvilket understreger den hykleriske, kortsynede og kyniske vestlige dagsorden.

For et demokratisk-humant og åbent samfund bør der ligge en del handlingsmuligheder imellem militær magt og ligegyldig passivitet - muligheder som et sådant samfund må kunne bevare og betjene sig af også under pres, hvis det vil bevare sin værdighed og selvopfattelse.

Assad har karakteriseret oprørerne i Syrien som terrorister. Det er blot en etiket, som ikke siger så meget. Men han har en pointe, som også vi i Vesten må kunne forstå. Nemlig, at det er de samme anarkistisk-religiøse kræfter, vi benævner som terrorister, der efterhånden udgør den eneste slagkraftige opposition imod ham i Syrien, og som gerne tager over, hvis han falder.

Det vil ligledes være rimeligt at fastslå, at Vesten og USA fra dag et i det oprør, der startede for snart fire år siden, har haft en ren politisk interesse i at dæmonisere Assad, endnu før han foretog sig noget alvorligt, som også er gået ud over hans egen befolkning.

Han tilhørte som allieret med Iran ”ondskabens akse”, som den tidligere amerikanske præsident Bush havde døbt den. Han skulle bare væk, som Hillary Clinton gentog det igen og igen i oprørets indledende fase. Der var tale om en ren politisk begrundet dæmonisering, som ganske negligerede, at Assad rent faktisk med sit sekulære styre har sikret fred med udbredt religiøs frihed ikke mindst for mindretal som de kristne.

DET ER PÅ DEN baggrund ironisk og unuanceret, at man fra det kristne Vestens side giver islam skylden for krig og ufred i Mellemøsten. Og først og fremmest er det dybt problematisk, at man totalt negligerer borgerkrigen i Syrien humanitært og diplomatisk af rent politiske grunde og alligevel forsøger at fremme sine politiske formål ved at lade radikale islamister gøre et temmelig beskidt arbejde i landet med voldsomme omkostninger for alle parter.

Når det kommer til stykket, tager vi i Vesten de kristne mindretal i Mellemøsten som gidsler for vores frygt og ubehag ved en anden religion, nemlig islam. Det har de kristne i Syrien forstået, og efter at der nok i begyndelsen var et vist håb om demokratiske reformer, har man nu indset, at fanatismen har taget magten, og den sikreste løsning for fred på nuværende tidspunkt ser ud til at være at forsøge at redde stumperne af det, man har haft.

Det er derfor på tide, at der komme en helt anden nuancering i vores tilgang til konflikterne i Mellemøsten ikke mindst i Syrien. Vi skal hjælpe dem til fred på deres betingelser og ikke på vores. Det kan betyde, at vi må indse, at der i første omgang ikke er nogen mulighed for fred uden om Assad og uden mere stabile og autokratiske statsdannelser i Mellemøsten i det hele taget.