kort sagt

Ete Forchhammer råber fra bunden af sin uvidenheds brønd i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 25. august om israelernes uprovokerede rå overgreb på Gazas befolkning. Ete Forchhammer ved åbenbart ikke, at det var Arab-staterne, der i 1948 forhindrede oprettelsen af en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, sådan som FN's Generalforsamling havde vedtaget året før. I stedet besatte Egypten Gaza, og Jordan (dengang Transjordanien) besatte Vestbreddden, og fra og med samme dag begyndte de daglige terrorangreb på den israelske befolkning. I 1967 angreb en række arabiske stater uprovokeret Israel, som forsvarede sig (men jeg ved godt: det må jøder ikke) og besatte Gaza og Vestbredden - som altså ikke var en palæstinensisk stat, men områder ulovligt besat af Egypten og Jordan.

Da Hamas kom til magten i Gaza, begyndte daglige raketangreb på Israel at finde sted - igen: Israel forsvarede sig. Men Ete Forchhammer har åbenbart ikke hørt om Hamas' cirka 3000 raketter og heller ikke om tunnelerne under grænsen mellem Gaza og Israel, hvorfra terrorister dukker op i fredelige landsbyer og myrder indbyggerne.

Hvad bosættelserne angår: Der bor cirka en million arabere i Israel - de eneste arabere, der har demokratiske rettigheder. Mange af Israels jødiske borgere er med vold fordrevet fra de omliggende arabiske stater - et eller andet sted skal de jo være, og det kniber med pladsen i Israel, som rummer cirka syv millioner mennesker i et område på størrelse med Jylland.

Igen: Israelerne forsvarer sig, og det må de åbenbart ikke. Det er svært ikke at tænke, at Hitler ikke har levet forgæves.