Lektiecaferne bliver højst sandsynligt ikke en succes. I hvert fald skal der mange ressourcer til, hvis lektiecaféen skal bidrage til at skabe faglig fordybelse for de fagligt udfordrede, de dygtige og dem midtimellem.
Og hvorfor kan jeg nu sige det så skråsikkert? Jo, hvis man tager et kig ind i lektiecaféerne, som de er udformet på de fleste skoler nu, så ser man følgende: For det første er normeringen i lektiecaféen er ikke bedre end i den almindelige undervisning. I flere kommuner er der ikke sat ekstra ressourcer af til lektiecaféerne, hvilket betyder, at der er én lærer til en hel årgang.
Den ene lærer pr. årgang har ikke en chance for at give kvalificeret hjælp til mere end en håndfuld elever ad gangen. De fleste lærere kan nikke genkendende til, at skal man have de mest udfordrede elever til at fordybe sig fagligt (om det så er over lektier eller et særligt temaforløb), så kræver det meget færre elever pr. lærer og en ro, som sjældent indfinder sig blandt 35 børn.
Da de norske erfaringer med lektiecaféerne kom frem i pressen, var undervisningsminister Antorini (S) hurtigt ude at sige, at det ikke kunne sammenlignes, fordi de danske lektiecaféer jo bliver obligatoriske. De fagligt udfordrede elever har derfor ikke mulighed for at tage hjem, som de havde i Norge.
Men når lektiecaféerne bliver obligatoriske i Danmark, så bliver det svært at tilgodese de fagligt udfordrede. Skal man hjælpe denne gruppe, så skulle man i stedet gøre, som vi gjorde på den skole, som jeg underviste på for et par år siden: Lave aftaler med de udfordrede elevers forældre om, at de skulle gå i lektiecafé, hvor vi sad to lærere til omkring ti elever. Her havde ungerne muligheden for at få ”én til én-hjælp” hos os.
Lektiecaféen var åben for alle, så der sad også fagligt stærke børn, som kunne lide at blive udfordret af os voksne, eller som ikke kunne få hjælp derhjemme. Men elever, som ønskede roen derhjemme, eller elever, hvis forældre ønskede at lave lektier med deres børn, havde muligheden for at gå hjem.
Det er klart, at dukkede der en niendeklasseselev op med matematiklektier, så havde jeg selv (som ikke er uddannet lærer) og en eventuel dansklærer et problem. Og det er den anden grund til, at lektiecaféerne næppe bliver en succes. For det har stor betydning, hvilken faglærer der er koblet på lektiecaféen. Har en ottendeklasseselev matematiklektier for, som driller, så er det svært som engelsk-lærer at hjælpe.
Hertil kommer, at det langtfra er sikkert, at det rent faktisk er en lærer, som varetager lektiecaféen. Mange skoler har efter sommerferien valgt at sætte pædagoger på lektiecaféerne. Pædagoger er en gave i undervisningen, hvor de kan understøtte læreren. Men igen: Det er som pædagog svært at hjælpe niendeklasseselever med deres ligninger.
Skolereformen er slet ikke på plads endnu, men ovenstående vil være realiteterne fremover, hvis man ikke sætter flere ressourcer af til tanken om faglig fordybelse. Flere lærere og pædagoger pr. elev til disse timer.
Personligt ser jeg ingen grund til at tvinge alle elever i lektiecafé to timer hver uge. Sæt i stedet ind i de eksisterende fag.
Brug ressourcerne på at sætte en ekstra lærer på i for eksempel dansk, så det bliver lettere at differentiere undervisningen. Så sikrer vi også, at de lærere, der rent faktisk optager elevernes tid, er uddannet til at undervise aktuelle fag.