Det glæder mig, at Asger Brandt kunne lide ”Demokratiets rugekasser”, min antologi om de frivillige foreningers betydning, som han anmeldte i Kristeligt Dagblad den 4. september. Han fandt den meget læseværdig, selvom han var kritisk over for min redaktionelle indledning.
Nu kan sådanne indledninger jo skrives på mange måder. Som anmelder er det derfor ikke en dårlig idé først at notere sig formålet med den bog, man skal anmelde. Her er der tale om en bog, hvor redaktøren klart markerer, at der er tale om en debatbog, der henvender sig til et bredt publikum og især har foreningsledere og politikere som målgruppe.
Derfor besluttede jeg mig for at udforme min indledning som et personligt indlæg i den aktuelle debat om frivillighed som samfundsværdi. Jeg synes altså, at Brandt har valgt at se bort fra bogens karakter og formål i lutter iver efter at nedvurdere foreningernes arbejde.
Han får det til at lyde, som om flere af bogens bidrag modsiger min indledning. Det er helt forkert. Alle de forskere, der har bidraget til bogen, er enige om, at frivillige foreninger stadig har stor betydning for det danske samfund. Men de påviser naturligvis de problemer og udfordringer, foreningerne står over for i dag. Men det var også meningen.
Brandt har da også ret i, at frivillige foreninger ikke under alle omstændigheder er til gavn for et samfund. Men til gengæld tager han fejl i at tro, at man kan tale om frivillige foreninger helt generelt uden at skele til de særlige nationale omstændigheder, de er opstået og har udviklet sig under.
Han fejllæser således Lars Torpes kapitel, hvor Torpe viser, at det netop er foreningernes samspil med det offentlige, som har gjort foreningslivet i Danmark værdifuldt. Den måde har de nemlig ikke fungeret på overalt; for eksempel ikke i USA. Men det ved Brandt åbenbart ikke. Så jo, der er en særlig dansk (eller rettere: skandinavisk) foreningstradition. Men Brandt er åbenbart en af dem, der ikke kan lide at blive fortalt, at der findes noget særligt dansk. Ok, så kalder vi det i stedet skandinavisk.
Det er derfor vigtigt for mig at gøre Kristeligt Dagblads læsere opmærksomme på, at Brandts anmeldelse i virkeligheden er et debatindlæg. Han har ret i, at der er meget spændende at læse i bogen, men han kan først og fremmest lide den, fordi han har fundet ting i den, der har bekræftet hans egen opfattelse af, at de frivillige foreningers tid er ovre. Brandt er en ”forfaldstænker”, der i virkeligheden glæder sig over at konstatere forfaldet. Jeg prøver derimod at påpege de frivillige foreningers værdier og forklare, hvorfor det er vigtigt at hæge om dem, netop fordi der er tegn på forfald og svigtende politisk støtte til dem. I lighed med spareglade kommunalpolitikere er Brandt glad for den nye ”velfærdsfrivillighed”. Men som jeg skriver i bogen, så har den ikke samme samfundsmæssige betydning som ”foreningsfrivilligheden”.
Jeg ønsker ikke at tale den mere individualistiske velfærdsfrivillighed ned i forhold den fællesskabsdannende foreningsfrivillighed. Jeg har også stor respekt for det såkaldt frivillige sociale arbejde - som dog i virkeligheden er en ret professionelt organiseret og aflønnet form for frivillighed.
Det, jeg blot gør opmærksom på, er, at foreningerne har haft og stadigvæk har en betydning, som velfærdsfrivilligheden ikke har, nemlig at bygge bro mellem sociale grupper, forberede unge mennesker til aktivt medborgerskab og dermed styrke fællesskaberne i Danmark.
Disse hovedpointer finder Brandt åbenbart ikke interessante. Det gør redaktøren og forfatterne til bogen til gengæld.