Folkekirken er en herlig babylonisk forvirring. Søndag blev det i Frederiksholm Kirke fejret, at kirketårnet nu smykkes af en klatrevæg. Siden mytens tid har mennesker drømt om at klatre til himmels, så hvem kan for alvor have noget imod dette ”babelstårn”?
Kirkebygningen må gerne være en naturlig del af byens lokale miljø, og initiativtagerne finder ”masser af teologi” i at rappelle ud af tårnet, klatre mellem himmel og jord og måske ”miste fodfæstet et øjeblik” (Kierkegaard).
Teologi eller ej. Lutherske kristne anser ikke kirkehuset for et helligsted, så underholdningsindslaget er vel i orden. Det undrer dog, hvis Københavns biskop skal ”indvie” klatrevæggen. Det er vist kun et storbyfænomen at bede bønner over legetøj og metro-boremaskiner.
Samtidig er et babelstårn af papir kommet i vælten. Jeg spurgte en af redaktørerne, hvorfor det nye magasin skulle kaldes Nyt Babel. Med typisk tidehvervsk selvironi skal navnet minde om, at vi trods tankernes himmelflugt kun er syndere. Kan man andet end ønske sådan et teologisk initiativ velkommen?
Det Gamle Testamente fortæller i myten om babelstårnet, at verdens sprogforbistring opstod på Guds initiativ, fordi et vist mål af forvirring er at foretrække frem for hybris, når mennesker i fællesskab undertiden vil drive det for vidt.
De to nævnte sæt initiativtagere inden for folkekirken har utvivlsomt vanskeligt ved at forstå hinanden. Til gengæld kan man håbe, at deres forskellige sprog giver mulighed for at henvende sig til forskellige andre. Det bør være sandheden om en rummelig folkekirke længe endnu.
Hans Raun Iversen tilkendegav imidlertid den 1. september her i avisen, at folkekirken i fremtiden ikke vil have embeder til en type præster, der fortsætter med at studere teologi i præstegården. Spørgsmålet melder sig, om lektor Iversens eget forskningsfelt overhovedet hører til på et teologisk fakultet, hvis dets konklusioner bringer i vanry, at en del kandidater fortsat har en teologisk-faglig identitet, efter at de er kommet i embede.
Ved et debatmøde i Albertslund under midtvejshøringen om strukturreformen stødte jeg selv på retorikken i Iversens iver for etablering af et kirkeråd. Det gik så rask, at Hans Raun Iversen allerede dér kunne love de fremmødte, at der ville komme et kirkeråd - hvilket fik en tilhører til at spørge, om det så ikke var spild af tid at skrive høringssvar. Det var det heldigvis ikke.
Det tegner til, at Marianne Jelved (R) bringer politisk samling om en mere jordnær kirkeordning end babelstårnet fra ”udvalget med det lange navn”. Større entydighed og effektivitet omkring kirkens indre og ydre anliggender, som ambassadørerne for kirkerådstanken ønsker sig, vil i al sin centrale bredde gøre folkekirken smallere. Dens ”mund og mæle” vil i al sin forståelighed fremmedgøre og udelukke nogle.
Lykken er derimod den babyloniske forvirring, der giver plads til, at både indremissionske, tidehvervsteologiske og storbyaktivistiske kan føle sig hjemme med hvert sit sprog i folkekirken. Kirken har tag i flest mennesker, når der er højt til loftet. Også selvom segmenterne ikke nødvendigvis kan forstå hinanden.
Held og lykke til både Frederiksholm Kirke og Nyt Babel - og fri os fra kirkelige råd, der vil gøre det sværere at være speciel i folkekirken. For eksempel noget så gammeldags som ambitiøs teolog.