Tørklæder. Valg, fravalg og ikke-valg

I ”Deadline” den 1. september stillede Pia Kjærsgaard et spørgsmål, som mange mennesker også stiller sig selv med jævne mellemrum. Er der eller er der ikke tale om et valg, når unge muslimske kvinder i så stort antal fortsat bærer tørklæder?

I studiet hos Martin Krasnik var der linet op til endnu et af de klassiske konfrontationsinterviews, hvor interviewpersonen konfronteres systematisk med sine egne potentielle selvmodsigelser.

Men lad os et øjeblik forsøge, i stedet for at konfrontere modsigelserne ligepå og hårdt, at vende dem på hovedet for at se, hvordan de så støder sammen. Hvad var der for eksempel sket, hvis interviewet var startet med et andet spørgsmål, som jeg er sikker på, at mange mennesker også har stillet sig selv for nylig: Hvornår er det blevet naturligt, at stort set samtlige danske piger mellem 12 og14 år, som render rundt i sommerlandet, går i hotpants og minishorts? Hvem har pludselig bestemt, at så unge piger i så stort tal skal gå i så korte shorts? Shorts, som alle vi voksne jo godt ved, oprindeligt er designet til kvinder, der helt bevidst ønsker at tiltrække deres umiddelbare omverdens opmærksomhed og eventuelle seksuelle interesse. Hvis der er tale om en slags naturlov, der dikterer pigernes akavede påklædningsvalg, og som en omvendt tyngdekraft tvinger buksekanten opad, må det vist være den form for lov, vi kender som ”moden”-- kombineret med den almindelige psykologiske trang til at se ud som flertallet i vores umiddelbare omverden.

For påklædningen kan vel næppe være bestemt af de samme forældre, hvis værste frygt i øvrigt er, at deres egne børn bliver objekter for de forkerte blikke, eller som i 40 procents tilfælde planlægger at udstyre deres børns computere og mobiltelefoner med GPS-apparater, så de kan overvåge dem døgnet rundt?

Men hvis det forholder sig sådan, at der faktisk ikke er nogen af de involverede, hverken pigerne eller deres tavse forældre, der nogensinde for alvor har valgt de pinagtigt korte shorts, kunne man måske spørge, om ikke de fleste af os egentlig helst ville fravælge de shorts, hvis nu vi kunne vælge helt selv?

Misunder den danske far inderst inde den muslimske far, som han forestiller sig, stadig har autoritet nok til at påvirke sin datters tøjvalg? Eller endnu værre: Hvad nu, hvis tørklædet som påklædningsvalg omvendt har mindre med autoritet(stro) at gøre og i virkeligheden er et levende udtryk for de unge muslimske kvinders eget valg? Og værre endnu: Hvad nu, hvis denne beslutning faktisk er motiveret af et aktivt fravalg af at gå ”klædt” som deres jævnaldrende ikke-muslimske veninder?

Så får tørklæderne pludselig en helt anderledes besværlig betydning, og det, der før signalerede simpel undertrykkelse, bliver pludselig symbolet på et progressivt valg. Et slags kollektivt forsøg på at undgå at udstille sig selv eller sine døtre i en beklædning, de hverken er biologisk, psykologisk eller juridisk i stand til at forstå signalerne i.

Eller hov, hvad hvis tørklæderne i virkeligheden bare er et andet, anderledes eksempel på moden? Et ikke-valg altså. I så fald er vi jo ikke så forskellige, at det gør noget.