”HVAD ER ET MENNESKE?”. ”Hvad går tilværelsen ud på?”. ”Det må videnskaben kunne svare på, lad os spørge nogle forskere.” Sådan lyder den moderne rygmarvsreaktion.
Lige nu er særligt hjerneforskningen i vælten. Den populære (poppede) Peter Lund Madsen (Hjerne-Madsen) kan forklare snart sagt alt mellem himmel og jord med vores oprindelse på de afrikanske stepper.
Men ellers er det de halvgamle travere psykologien og samfundsvidenskaberne, der får rollen som orakler.
Det, der giver videnskaben så stor autoritet, er, at dens resultater går for at være objektive kendsgerninger - og langt hen ad vejen også er det. De er utroligt effektive til at skabe materiel vækst og forbedrede levevilkår.
Men der mangler noget. Der er noget, videnskab ikke kan få fat på. Hvad er det? Det er i hvert fald tre ting: 1. At tilværelsen gør indtryk - fra glæde til smerte med alle mellemtoner. 2. At noget er godt, og andet er ondt - tilværelsen er etisk indrettet. 3. At tilværelsen er en gåde - hvorfor er der noget til, hvorfor ikke bare ingenting?
Ud over videnskab har vi brug for litteratur og kunst, der gengiver det indtryksfulde, og for tænkning over godt og ondt og over det gådefulde. Den tænkning kaldes i filosofien metafysik. Metafysik beskæftiger sig med det, vi ikke kan komme uden om, men heller ikke kan komme bag om (med videnskabens årsagsforklaringer).
Men der mangler stadig noget. Videnskab plus kunst plus metafysik griber tilværelsens tidløse grundvilkår. De befinder sig - så at sige - i det horisontale.
Der mangler en dimension. Den vertikale, tidsdimensionen, historien. Vi er altid præget af vores særlige baggrund, opvækst, egn og dialekt og sociale miljø, uddannelse og fag og vort lands kultur og historie - det hele på godt og på ondt.
Vi er ikke ubeskrevne, tidløse blade. Vi har en baggrund, og den har vi brug for at få belyst. Vi har brug for Danmarkshistorie og verdenshistorie, og vi har brug for ordentlig oplysning om vores religion, kristendommen.
Vi har brug for det hele. Mangler der noget, er vi amputerede væsener, mere eller mindre.
GAMLE GRUNDTVIG prægede begrebet om ”livsoplysning”. Det er oplysning om alt det nævnte i hele dets bredde. Jo mere omfattende, jo rigere og væsentligere bliver vort liv. Grundtvig nøjedes ikke med den videnskabelige oplysning - han kaldte det den ”kolde” oplysning. Derfor føjede han ordet ”liv” til: ”Livsoplysning” - vi er mere end rationelle væsener, vi lever ikke af brød alene. Og han kaldte det ”historisk-poetisk” livsoplysning. Så er det hele med - både det horisontale og det vertikale.
Det var det, der var det geniale ved hans højskoletanke. Alle mennesker har brug for ”historisk-poetisk livsoplysning”. ”Er lyset for de lærde blot (...) ?”, spørger han i en kendt sang - og svaret er et eftertrykkeligt nej. Det er for alle. Både for håndens og for åndens arbejdere.
Vi har lige meget brug for bredde og dybde i vores forståelse af livet. Både for den enkeltes egen skyld - for at kunne klare modgang og for at finde indhold i livet og mening med det. Og i højeste grad også for fællesskabets skyld, for livet som borgere i samfundet. For at føle samhørighed, for at give andre samme frihed i tanke og tale, som vi ønsker for os selv, og for at løse spændinger mellem forskellige grupper i samfundet på en civiliseret måde.
Det er unikt for Danmark, at vi nærer en udstrakt tillid til hinanden og til, at vores øvrighed og valgte politikere ikke er depraverede og små- eller storkorrupte, som tilfældet er de allerfleste andre steder. Det har skabt en tryghed og velstand, som gør Danmark til noget i retning af klodens og historiens bedste sted at leve.
Det er vores ”folkelige” arv. Det er ”folkelig” dannelse. ”Folkelig” er et ord, som desværre er begyndt at lyde lettere antikveret. Men det er en skam. ”Dannelse” alene lyder af noget eksklusivt, noget for de få. Men ikke når ”folkelig” kommer foran. Så er hjertets dannelse medtænkt. Så er livsoplysningen i hele dens bredde og for alle medtænkt.
Den kan fortælles ind i børn. Det er sket hos os de sidste par hundrede år via talløse dedikerede lærere. Og det vil fortsat ske, det er jeg ikke i tvivl om. Men det er underbetonet i den nye ordning for folkeskolen. Og det er en skam.
Ordningen har positive sider: Opstramning af, at børnene skal lære noget. Flere timer, fint. Den effektive undervisningstid er blevet løbende reduceret, lige siden jeg gik ud af skolen i 1955. Men politikerne har taget det uvurderlige danske dannelseselement for noget givet. Det er det ikke, det skal reproduceres i hver ny generation.