Ugens debat: Om ondskab og dovne præster

Lektor i teologi Hans Raun Iversen kom i denne uge i vælten efter sin udtalelse om, at præster ikke har tid til at tænke teologiske tanker, fordi de har "mindst 10 andre opgaver om dagen". Foto: Scanpix Foto: Leif Tuxen

Ugens mest interessante debatter har handlet om ondskab, sløje prædikener og Hans Raun Iversens syn på Tidehverv, skriver Kristian Østergaard

Hvorfor begår mennesker kriminalitet? I mange år har forklaringen gerne været fattigdom og ghettobyggeri. Derfor gjaldt det bare om at få trukket folk ud af ghettoen og fattigdommen, så skulle kriminaliteten nok forsvinde.

Men er påstanden rigtig? Ikke hvis man spørger doktorand og kriminolog Amir Sariaslan, der har foretaget et omfattende statistisk studie og i Weekendavisen forklarer, at det er ”de genetiske og miljømæssige faktorer, som forårsager både forældrenes fattigdom og børnenes kriminalitet”.

Sariaslans argumentation er bestikkende, men er den sand? For hvis det er genetiske og miljømæssige forklaringer, der alene dikterer vore valg, hvor er den frie vilje så? Eller som Henrik Stangerups morfar, digteren Hjalmar Söderberg, sagde det: ”Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel.”

Indirekte er dette emnet for en leder i Kristeligt Dagblad. Under overskriften ”Hvor kommer det onde fra?”, konstaterer Anders Ellebæk Madsen, at tanken om den miljøbetingede ondskab var en marxistisk idé, som nu er vendt tilbage under dæknavnet socialkonstruktivisme. Men i stedet burde man måske ty til kristendommen for en mere nøgtern og saglig forklaring på det onde, for her får vi besked om, at vi hver især også ”rummer dystre dybder, som altid må tages i betragtning”.

Det erkendte også den gamle kulturredaktør Jens Kruuse på Morgenavisen Jyllands-Posten, da han skrev sine åbenhjertige erindringer, hvori han ikke lægger sordin på med hensyn til sin upålidelighed i pengesager. Kruuse undskylder sig med, at han nok er familiemæssigt belastet, det lå altså i hans natur, men så tager han sig i det og udbryder: ”Det er sgu da ikke deres skyld, Jens Kruuse. Du er den, du er, på dine egne vilkår”.

I debatspalterne i Kristeligt Dagblad foregår der en livlig holmgang om Hans Raun Iversens udtalelse, ifølge hvilken præster gerne har mindst 10 opgaver om dagen og derfor vanskeligt kan drive traditionel præstegårdsteologi.

Det fremgår dog ikke, om Iversens udsagn blot er en konstatering, eller om det er en accept af tilstandene? Men ser man rundt i det kirkelige landskab, kan man konstatere, at adskillige teologer er ved at indse, at omkringfarende aktivitet måske ikke er et mål i sig selv. For hvis præster har travlt med alt andet end deres prædiken, hvad skal de så være præster for?

Eller som sognepræst Maria Harms siger til Roskilde Stiftsblad, så bør prædikenforberedelsen have så stor prioritet, at man med sindsro kan sige nej til kolliderende aftaler med begrundelsen: ”Jeg har en aftale med Gud”. Og i det nye nummer af www.NytBabel.dk peger sognepræst Rasmus H.C. Dreyer på, at der tænkes for lidt og for sløjt over prædikenen: ”Mangt et kirkeøre har desværre vænnet sig til, at kristendommen er blevet blød, forlegen og tilpasningsivrig (“) Prædikener handler mere om fornuft end tro, mere om eftergivenhed end fasthed, mere om verden end om Gud (“) Ganske nemt bliver Guds ord til et copy-pastet uddrag af et socialdemokratisk eller radikalt partiprogram”.

I øvrigt når Elisabeth Jensen til nøjagtig den omvendte konklusion af Iversens i septemberudgaven af Tidehverv. Jensen mener, at præster aldrig har haft så lidt at se til, for nu om stunder kan man ”camouflere og retfærdiggøre dovenskaben med nye strukturer og ordninger”.

Men det er nu ikke alle, der driver den af. Ifølge den københavnske Stefanskirkens hjemmeside sætter man her alle sejl til for at omvende sjælene: ”Vi har brug for igen og igen at konvertere os selv, hinanden og hele Nørrebro ind i fællesskabet og næstekærlighedens handling (“) Kernen i både islam og kristendom er næstekærlighed og gæstfrihed.”

Og hvis man ikke nåede samme kirkes ramadanmiddag for nylig, så er der onsdag den 17. september oplæsning af religiøs poesi i Stefanskirken. Der er mestendels tale om muslimske digtere, men som arrangørerne beroligende skriver til folkekirkedanskeren: Den islamiske bøn bliver fremsagt både på arabisk og dansk!