Omsorgstandplejen.Eftersyn bør følges op af reparationer

TANDPROBLEMER KOSTER hvert år mellem 150 og 200 ældre danskere livet. Det lyder usandsynligt, men faktum er, at når bakterier fra infektioner i munden kommer ned i lungerne, så kan det give lungebetændelse. Det viser ny forskning.

Tandproblemer af den kaliber rammer først og fremmest svækkede ældre, demente, plejehjemsbeboere og mennesker med handicap - nogenlunde svarende til målgruppen for omsorgstandplejen.

Omsorgstandplejen er et tilbud om forebyggelse og behandling af tandproblemer for mennesker, som ikke kan benytte sig af den almindelige tandlæge på grund af fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse.

Sundhedsministeriet har for nylig skrevet en rapport om omsorgstandplejen i Danmark.

Rapporten, som har titlen ”serviceeftersyn”, beskriver de problemer, der er med ordningen. I rapporten kommer ministeriet med idéer til løsninger på problemerne med tandsundhed.

Serviceeftersynet var tiltrængt, fordi det i årevis har været velkendt blandt fagpersoner, pårørende og plejepersonale, at omsorgstandplejen kunne fungere bedre. Og tiltrængt på grund af den nye forskning, som fortæller os, hvad vi egentlig godt vidste i forvejen: At alvorlige tandproblemer kan have stor betydning for resten af kroppen, livskvaliteten og sundheden.

Omsorgstandplejen er en ordning, som de færreste kender til. Det kan måske forklare en af rapportens vigtigste konklusioner: Under halvdelen af dem, som har mulighed for at få omsorgstandpleje, gør brug af ordningen.

Men ellers er det svært at give en entydig forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan.

Selvfølgelig hænger det sammen med, at målgruppen ikke selv er opsøgende. Rapporten kommer desuden med en række gode bud: Manglende information, visitation og kapacitet.

Hertil kan føjes, at der mangler mulighed for at komme hen til tandlægen, det vil sige befordring og ledsagelse i de kommuner, der ikke har en mobil omsorgs-tandpleje.

LAD MIG SLÅ FAST, at ordningen på papiret er rigtig god. Den giver mennesker, der ellers ikke kan komme til tandlægen på grund af sygdom, svækkelse eller handicap, mulighed for at få tandpleje. Og det er netop dén målgruppe, som har risiko for så alvorlige tandproblemer, at det kan føre til sygdom og indlæggelse.

Lad os derfor håbe, at ”serviceeftersynet” af omsorgstandplejen følges op af ”reparationer”.

Man kunne starte med at føre nogle af rapportens anbefalinger ud i livet, for eksempel at borgere på plejehjem får ret til en individuel tand- og mundplejeplan, som vil være en stor hjælp for personalet i den daglige pleje. Eller man kan give mulighed for, at patienterne kan få ledsagelse og transport til tandlægen.