Når jeg de seneste måneder i forskellige sammenhænge har talt med erfarne lærere, som er usikre over for den nye folkeskolereform, så lytter jeg.
Et gennemgående træk, som jeg har lyttet mig frem til, er, at rammerne og handlefriheden indsnævres. Flere undervisningstimer, mere tid på skolen. I princippet intet hjemmearbejde. Det, der ikke nås, må ligge. Og om nødvendigt må ledelsen stå for den nødvendige prioritering, også på den enkelte lærers personlige del, hvis ”enderne ikke når sammen”.
Og som en erfaren lærer, jeg talte med for et par måneder siden, sagde: ”Jeg har hidtil uden tvivl brugt noget mere end 37 timer om ugen på mit lærerarbejde. Men det må jeg jo ikke længere nu. Arbejdsdagen er slut klokken 16.”
Nej, nej, slå koldt vand i blodet! Al begyndelse er svær. Og selvfølgelig skal der tid til at implementere en så omfattende reform.
Men jeg tænker alligevel tilbage på historien i andre sammenhænge. For eksempel da der i folkeskolen for en lang årrække siden blev indført såkaldt Ø-tid. Altså tid, der skulle anvendes til øvrige opgaver, som ikke direkte havde noget med undervisning og forberedelse at gøre.
På det tidspunkt skulle jeg som kommunal socialrådgiver have kontakt med nogle lærere på en lokal skole, da vi i social sammenhæng havde konstateret, at en gruppe børn var involveret i forskellige problematiske aktiviteter. Der var flere lærere fra forskellige klasser, som der var brug for at få en fælles snak med.
Da jeg kontaktede skolen, fik jeg som svar, at det ikke lige kunne lade sig gøre, det var der ikke afsat Ø-tid til. Det var ”dybt godnat”. Vi fandt på et tidspunkt en løsning, så vi kunne komme videre. Men det første svar var jo kvælende for alt nødvendigt samarbejde.
Og jeg tænker også på social-og sundhedshjælper-området. Da BUM-modellen med ”bestille og udføre” for en længere årrække siden for alvor slog igennem. Og hvor dermed minuttyranniet blev indført som en central del af dagligdagen for social- og sundhedshjælperne.
Fru Jensen fik den hjælp, der var bestilt og aftalt, hverken mere eller mindre. Hvis fru Jensens dagsform fagligt og menneskeligt kunne indbyde til andre tiltag, for eksempel på grund af små uheld, hun havde haft, nedtrykthed, manglende kontakt til børn eller andre udsving, som hører menneskelivet til, så var opgaven ”at vende det døve øre til” og koncentrere sig om at give støttestrømper på eller flytte fra seng til stol, eller hvad opgaven nu var aftalt og tidsfastsat til.
Med andre ord: Gør ikke det, du er uddannet til og fornemmer behov for, men det, du får besked på. Det signal dræber ildsjæle. Det dræber fagpersoners engagement, indlevelse og ansvarlighed!
Men er det da ikke netop faglighed, menneskelighed, indlevelse og ansvarlighed, der er brug for? Jeg spørger bare!
Asger Baunsbak-Jensen, der har stor erfaring inden for blandt andet skoleområdet, udtalte den 3. september i et spørgsmål-svar-interview i Kristeligt Dagblad i tilknytning til skolereformen:
”Jeg vil ikke betvivle Christine Antorinis intentioner. Men jeg vil blot sige, at hvis man ser på dem, som har gennemført den lov, er der ingen, der har praktisk erfaring fra et skolemiljø eller et klasseværelse.”
Jeg vil tilføje: Hvis alt for mange planlæggere og udviklere inden for alle velfærdsområder i den offentlige sektor har alt for stor indflydelse inden for områder, hvor de ingen praktisk erfaring har, så vil resultatet også blive derefter.
Og de egentlige udviklere - ildsjælene - slukkes. Det dør et samfund af!