Kan man være præst uden at have kjole på?

Præsters forsøg på at være helt almindelige slår ofte fejl, for i virkeligheden er en præst så folkelig og tilgængelig, som han kan være, skriver debattør

Man skal passe på med at vudere præsters folkelighed og kirkens tilgængelighed ud fra det ydre, mener Erik Vedstesen
Man skal passe på med at vudere præsters folkelighed og kirkens tilgængelighed ud fra det ydre, mener Erik Vedstesen.

Ole Juul, pensioneret sognepræst, har den 8. september svaret på min indvending mod hans kronik, og tak for det, Ole Juul. Jeg taler om ”Den forfængelige kirke”, og Juul taler om ”Den tilgængelige kirke”.

For det lader til at være hans hovedspørgsmål: Hvordan bliver kirken tilgængelig? Han slutter sin replik sådan: ”Forståelsen (af evangeliet) opnås først for alvor i mødet - udenfor. Først da bliver kirken for alvor tilgængelig”.

Jeg må sige, at jeg synes ikke, at det giver mening. Evangeliet er budskabet om Kristus, eller er Kristus med al sin livsomstyrtende og livsopbyggende kraft, prædiket og forkyndt til gudstjeneste i kirken. Og lad os da bare udvide det begreb og sige, at kirke er der alle steder, hvor det ord lyder, om det så er i en grøftekant sagt fra det ene menneske til det andet.

For i den kristne menighed er vi alle præster, men nogle har bare også kjole og krave og får løn for at være det. Er det ikke tilgængelighed? Og hvilken protestantisk kirke i Danmark er ikke tilgængelig?

Jo, jeg tror også, at præsten i Martin A. Hansens novelle ”Høstgildet” hjælper den ulykkelige familie bedst ved at komme ”nøgen”, uden præstekjole, uden at repræsentere den officielle kirke. Ja, først og fremmest, fordi han er den families næste, som har mistet deres dreng. Han er et medmenneske, der selv er blevet rystet ”til live” af den frygtelige begivenhed. Derfor kommer han med en kurv, pakket af hans kone, Marie: ”Når du først er kommet derud med Kurven, så finder du måske mere i den end det, jeg har pakket ned”.

Men ellers må man sige, at en præst er dog stadig præsten, og spørgsmålet er, om han nogensinde kan få kjolen af!

Og om ikke alle hans eventuelle aktivistiske ”tiltag” og anstrengelser for at være uden kjole i virkeligheden er forgæves.

Ligegyldigt hvor meget han arrangerer vandreture og sangstævner og andet godt, vil folk alligevel se ham som præsten og tænke på, om han da også kan få tid til at passe sin menighed.

Og kirken (forstået som præst og menighedsråd) kan forsøge at aflægge sig ”Institutionskjolen” og arrangere markeder og forskellige ture, men folk vil alligevel se den som kirken og tænke på, om den også kan få tid til at tale det Guds ord, der tilsiger syndernes forladelse. Og hvis ikke den gør det, så er den ikke kirke!

Min hovedanke mod Ole Juul er blot denne: Kan præsten og kirken ikke, fordi de vil være midt i ”det folkelige”, blive så ivrige efter at aflægge sig kjolen og institutionen, at det kan ende med, at vi ikke længere kan huske deres ærinde?

Hvorfor er det for eksempel så vigtigt, at kirken kommer i dialog med de lokale foreninger? Kommer der folk til gudstjeneste, er alt vel godt? Ole Juul taler så ivrigt om det folkelige fællesskab, som han vil styrke med kirkens arbejde, ja, han ved ikke ”(...) hvordan evangeliet skal få et liv om ikke i den folkelighed, som den bliver forkyndt i”, siger han. Men når kirken har forkyndt sit budskab, gerne ”iklædt et sprog, som er til at forstå”, så, ja, så må den have blufærdighed nok til at lade Vorherre om resten! Og så må kirken for mig at se glemme alle fine tanker om det folkelige fællesskab, ikke i afsondret ophøjethed, for kirken er også med deri, men fordi den må afstå fra at definere dette fællesskab som noget bestemt, for dette vil nemt blive et overgreb.

Hvem kan sige, hvor dette fællesskab er, og hvor det ikke er? Hvem kan sige, hvad det er, og hvad det ikke er? Nej, vel, dertil er dette begreb alt for dybt og dunkelt, så vi ofte må vælge blot at lade det leve sit hemmelige liv. Så lad også Vorherre om det, det er vi sikkert bedst tjent med!