I Kristeligt Dagblad den 11. september kunne man på forsiden læse følgende overskrift: ”Juridiske fædre kan blive biologiske mødre”. Jeg læste overskriften flere gange. Hvad står der dog? Var det en sproglig fejl, men nej.
Efterfølgende i indlægget kunne man læse, at overskriften dækkede over en virkelighed. Det er nu gjort lovligt, at enhver kvinde, som ønsker at være en mand, kan få et juridisk kønsskifte og samtidig føde børn. Alle kvinder har nu denne ret. Tidligere var det dog sådan, at for at en kvinde kunne få et mandligt cpr-nummer, så skulle hun have fjernet æggestokkene. Nu kan hun altså blive mand og samtidig føde børn som en kvinde.
Hvem er det nu lige, som er i centrum her? Jo, det er kvinden, som ønsker at være en mand, men samtidig vil bevare retten til at føde børn. I vor tid tales der meget om barnets tarv. Det vil sige, hvad der er gavnligt for barnet. Det siges med rette, for den svage part vil altid være taberen i et egoistisk samfund.
Jeg spørger nu: Mon det vil være gavnligt for barnet at opleve en mor, som samtidig er dets far? Vil det være naturligt, at barnet kan få en medmor, hvor der er tale om et lesbisk par? Svaret burde være givet på forhånd, men ak nej. Intet hensyn til det barn, som har krav på at kunne identificere sig med en biologisk mor og en biologisk far. Hvem skal barnet sige mor og far til? Far er jo samtidig mor.
Utroligt, at normalt tænkende mennesker kan finde på at ødelægge de kvaliteter i familien, som skal fremme og bevare vore børns personlige forventninger. Men det sker naturligvis, når den gud-skabte virkelighed forkastes. Da bliver forvirringen stor.
Et samfund uden Gud ligner en båd uden styrmand på et oprørt hav. Det ser måske eksperimenterende ud, men ender altid galt.
Tænk, en kvinde, som har været på Borgerservice og fået et mandligt cpr-nummer, ansættes nu som mand i et firma. Til alles overraskelse bliver manden gravid. Han har nu krav på barselsorlov på lige fod med en kvinde. Så skal han føde.
Hvad gør så sygehuset? Jo, de må oprette en fødeafdeling for juridiske mænd. Vi må nemlig antage, at en juridisk mand ikke ønsker samkvem med naturlige kvinder. Hvad er det dog, vi er vidne til? Jo, det selvstyrende menneske kører sig selv i grøften, fordi det har forkastet det, som er ægte og sandt.
Det er humanismens grimme ansigt, når den er værst. Sandheden er, at mennesket ikke er et virkeligt menneske, når det har forkastet Gud, som skabte det. Da er det kun et hylster, som følger tidens mange vindkast. Det ser vi sandelig her.
Kampen står om familien, det mest værdifulde i vort samfund. Men det forstår den meningsdannende humanistiske elite ikke. Derfor vil det blive ved med at skride til ulykke for vore børn og børnebørn. Jeg har en fornemmelse af, at det, vi ser nu, kun er begyndelsen til endnu større forvirring.