”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”
Så enkle, så klare er ordene, at der ikke burde være noget at misforstå. Men det er der tilsyneladende, hvis man tilhører det kirkelige kleresi, der ynder at kalde en spade for en hakke, i deres udgave mission for dialog.
De bryder sig derfor ikke om indvandrerpræsten fra Fyn, Massoud Fouroozandeh, som har taget sig på at opsøge beboerne i flygtningecentre og kritisere imamer, ja ligefrem døbe muslimer, som ønsker at blive kristne.
Hvor kleresiet snakker og hygger sig under dialogen med det bløde brød til kaffen, der handler denne præst, som har døbt over 100 muslimer i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Kort sagt: Han missionerer!
Har man hørt magen? Her har foretagsomme præster i det ganske land i årevis ført dialoger med imamer ud fra et ønske om at finde frem til en eller anden form for fælles forståelse. Og så bryder denne emsige indvandrerpræst pludselig den evige julefred. Han man hørt mage? I bureaukratiets alt ædende navn må denne ulyksalige præst ubetinget kaldes til orden.
Jeg kender ikke pastor Fouroozandeh. Måske er han besværlig (det er den slags mennesker næsten altid), måske har han endnu ikke forstået, at folkekirken til tider mest af alt ynder at være et bureaukrati. Og jeg tror gerne, at biskoppen på Fyn, Tine Lindhardt, har nogle bureaukratiske pointer, men hvis konsekvensen af disse ”pointer” bliver, at det primære - missionsarbejdet - bremses, så har hun ikke alene smækket døren i for en flittig tjener i Herrens vingård, så er det lykkedes hende at understrege, at også når det gælder mission, er hensynet til regler og systemer i folkekirken vigtigere end den sande virkelighed.
Hvem bringer hende ud af denne vildfarelse? De andre biskopper? Næppe. Når det virkelig gælder, er også de mest af alt bureaukrater.