Urimelig kritik. Kig forbi Grundtvigsværker.dk

På Grundtvig Centeret er vi altid glade for omtale - helt i overensstemmelse med centerets formål: at udbrede kendskabet til Grundtvigs forfatterskab.

Senest har en Kristeligt Dagblad-journalist vinklet en historie om, at Grundtvig Centeret står bag en ufolkelig Grundtvig-forskning. Samme journalist vinklede for fire år siden den modsatte historie i dagbladet Information, hvori han kaldte Grundtvig Centerets arbejde for uvidenskabeligt.

Dengang redegjorde vi for centerets tilblivelseshistorie samt dets hovedformål ifølge vedtægterne: ”en offentlig tilgængelig kommenteret og digital udgave af N.F.S. Grundtvigs forfatterskab”.

Grundtvigs Værker er blevet forberedt af en række forskere fra Aarhus og Københavns Universiteter, og det blev fastlagt, at udgaven skal indeholde alle de trykte skrifter, som Grundtvig udgav i sin levetid.

Det blev besluttet, at Grundtvigs Værker skal være en tekstkritisk kommenteret udgave - helt på linje med Kierkegaard-udgaven og den norske Ibsen-udgave, hvorfor der også i Centerets redaktionskomite er tilknyttet personer fra netop disse to udgaver. Det formål lever vi op til. Så meget om Grundtvig Centerets påståede uvidenskabelighed.

Nu vinkler samme journalist en påstået historie om Grundtvig Centerets ”ufolkelige Grundtvig-forskning”. Netop ved at digitalisere Grundtvigs Værker bliver de tilgængelige for alle, der ønsker at læse Grundtvigs forfatterskab - ovenikøbet med indledninger og kommentarer på www.grundtvigsværker.dk.

Det gælder højskolelever, højskoleforstandere, forskere, præster, provster, deltagere i studiekredse og alle andre, der ønsker at læse og orientere sig i Grundtvigs forfatterskab.

Parallelt med udgaven har Grundtvig Centeret støttet en række udgivelser, der giver en indføring i Grundtvigs forfatterskab - for eksempel ”Grundtvig. Introduktion og tekster”.

Samtidig holder Grundtvig Centerets medarbejdere foredrag på højskoler, efterskoler, friskoler, Folkeuniversitetet, i kirker og sogne med videre. Netop herved tager vi den brede formidlingsopgave alvorligt.

Læg dertil, at vore døre altid står åbne og tilsvarende vor indbakke - vi er altid lydhøre for saglig kritik - også fra forskellige personer, der optræder i artiklen, og som vi for de flestes vedkommende endnu har til gode at lære at kende. Det glæder vi os til.