Grundtvig Centeret. Hovedformål er ikke folkelig formidling

Kristeligt Dagblad har i nogle artikler introduceret Grundtvig Centerets hovedopgave som ”folkelig formidling”. Vi er glade for muligheden for at orientere om, at centerets hovedformål ikke er folkelig formidling.

Centerets vedtægter er tilgængelige på www.grundtvigcenteret.au.dk, og heraf fremgår det, at Grundtvig Centerets formål er følgende:

1. Udgivelse af en kommenteret og digital udgave af Grundtvigs værker.

2. Forskning i Grundtvigs forfatterskab og hans virkningshistorie.

3. Formidling af viden om Grundtvigs forfatterskab og hans virkningshistorie.

Hvad det første angår, så anvender centeret to tredjedele af sine ressourcer på at etablere en offentligt tilgængelig kommenteret og digital udgave af N.F.S. Grundtvigs forfatterskab. Primo november 2014 er 120 ud af mere end 1000 værker tilgængelige. Se værkerne på www.grundtvigsværker.dk

Dernæst opbygger centeret et forskningsmiljø ved Aarhus Universitet. Det sker blandt andet gennem ph.d.-stipendier og postdoc-forløb, der afspejler den bredde, der kendetegner N.F.S. Grundtvigs forfatterskab og hans virkningshistorie såvel nationalt som internationalt. Ved udgangen af dette år er fire ph.d.-projekter færdiggjort.

Grundtvig Centeret har endvidere i 2014 ansat postdoc Katrine Frøkjær Baunvig, ligesom Jes Fabricius-Møller er ansat som professor ved centeret.

Grundtvig Centeret løfter samtidig en international opgave og bringer Grundtvig ud i verden. Grundtvig er således på vej til Kina, efter at teologen Wen Ge har afsluttet sit ph.d.-studium med fokus på Grundtvig set ud fra et kinesisk perspektiv. Målet er at introducere Grundtvig på kinesisk og følge op med oversættelse af enkelte af Grundtvigs pædagogiske tekster.

Centeret forestår for det tredje et bredere arbejde med vidensudveksling, undervisning og debat, der bygger på ovennævnte tekstudgivelser og forskning. Gennem Grundtvig Centerets undervisning på Aarhus Universitet introduceres Grundtvig således for en ny generation af studerende.