DA JEG HØRTE DR'S BESLUTNING om at nedlægge underholdningsorkestret som et led i en større spareplan, var min første tanke: ”Det kan ikke passe!”.
Min næste var ”Er de mon helt klar over, hvilke konsekvenser dette får både på kort og længere sigt og på mange områder?”. Min tredje tanke var desværre, at det var en helt bevidst handling, som var bekvem, fordi den kunne give en temmelig stor besparelse på en forholdsvis afgrænset medarbejdergruppe.
Forklaringerne om medieforlig og om at skulle omstille sig til andre medieformer, blandt andet for at tækkes børn og unge, virker unægtelig letkøbte og sovepudeagtige i mine ører. Medieforliget stiller krav til DR's ledelse og bestyrelse; men det er selvsamme ledelses ansvar, at udmøntningen af forliget sker under iagttagelse af public service-begrebet og med en hensyntagen til faglighed, kvalitet og professionalisme i indholdet i sendefladen.
I min optik dækker begrebet ”public service” blandt andet over hensynet til flest mulige befolkningsgrupper i Danmark, ikke kun den evindelige leflen for ”børn og unge”, som nærmest er blevet et mantra i disse år, og hvor de unge trods alle voksnes gode intentioner alligevel vælger deres veje - som både de og vi i øvrigt altid har gjort.
Tilbage til underholdningsorkestret. Orkestret er unikt på grund af dets store smidighed og evne til at omstille sig. Derfor er det lige skattet af det klassiske feinschmeckerpublikum og af det mere ”folkelige” publikum, der elsker dets repertoire af ældre underholdningsmusik, og endelig bevæger det sig med lethed i det område, der går under betegnelsen ”crossover”.
Orkestrets musikalske og tekniske formåen er gennem de seneste 10 år løftet til et meget højt professionelt plan, og orkestret fremstår som en overordentlig homogen gruppe af unge og ældre musikere.
Samtidig er det mig bekendt et orkester, der i høj grad tjener sin egen hyre ind. Det er en ganske stor procentdel af orkestrets økonomi, der skyldes dets egenindtægter ved koncerter rundt om i hele landet i mange forskellige sammenhænge.
Andre end mig har påpeget det indlysende, at man ved at nedlægge underholdningsorkestret mister et ”Mozart-orkester” på internationalt topplan, men man mister også det orkester, der er tættest på den danske underholdningsmusiks historie og tradition.
MINE MANGE ÅR i det musikpolitiske miljø har lært mig, at rører man ved ét område inden for dansk kunst- og kulturliv, dukker der før eller siden eftervirkninger op, som man ikke havde drømt om ville opstå.
På lidt længere sigt kan man frygte, at lukningen af orkestret vil vise sig at have samme alvorlige effekt, som vi tidligere har set det ved de militære musikkorps. Her har lukningen nemlig bevirket, at det nu er vanskeligt at rekruttere unge til at spille messinginstrumenter, hvad blandt andre garder, musikskoler og musikalske grundkurser kan tale med om i deres arbejde med talentpleje. Når udsigterne til et fremtidigt arbejde forringes, er det svært at opdyrke og ikke mindst bevare motivationen. Og 42 faste pladser er mange at miste i den samlede bestand af orkesterpladser i danske orkestre og basisensembler.
Jeg vil derfor indtrængende bede DR's ledelse og bestyrelse nøje genoverveje, om beslutningen om at lukke underholdningsorkestret er prisen værd. Argumenterne for at lukke hviler efter min bedste overbevisning på et alt for løst og useriøst grundlag, som ingen - hverken DR eller brugerne - kan være tjent med.