FOLKETINGSMEDLEM OG TIDLIGERE MINISTER Birthe Rønn Hornbech havde den 13. september igen et indlæg, hvor hun som sædvanlig kritiserer regeringens forslag om et kirkeråd for folkekirken.
Indlægget handler blandt andet om magten i folkekirken. Som jurist, folketingsmedlem og minister kender hun selvfølgelig Grundloven. Om folkekirken bestemmer paragraf 66 i den nugældende grundlov følgende: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”
Denne bestemmelse er uændret siden 1849. Paragraffens indhold er helt enkelt, at det er Rigsdagen/Folketinget og regeringen, som bestemmer alt vedrørende folkekirkens forhold. Det er en besynderlighed, fordi således også ateister, buddhister, jøder, muslimer med flere er med til at bestemme, hvad der skal ske i folkekirken, hvis de ellers er medlemmer af Folketinget.
Ved en eventuel revision af Grundloven kunne man måske overveje at indføre en bestemmelse i lighed med Kongeriget Norges Grundlov paragraf 12: ”Af Statsraadets Medlemmer skulle over det halve Antal bekjende sig til Statens officielle Religion.” Formålet skulle være at sikre, at folkekirken bliver beskyttet mod vilde og gale idéer
Men i dag er det Folketinget, som har magten i folkekirken. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor Rønn Hornbech kan skrive: ”Et centralt kirkeråd kan naturligvis kun tage magten ét sted fra, nemlig fra menighedsrådene.”
Vore menighedsråd har reelt kun lidt magt. Det kunne være oplysende, hvis Rønn Hornbech engang ville skrive om, hvor det er, at menighedsrådene har reel magt. En vigtig ting som løn og ansættelsesforhold bestemmes i Finansministeriet. Når det handler om kirkebygningernes pasning og pleje, skal Kulturarvstyrelsen spørges. I ganske mange andre forhold reguleres forholdene af andre statslige myndigheder.
Her i avisen har mange menighedsråd gennem årene beklaget sig over, at de skal sidde og rode med love, bekendtgørelser, cirkulæreskrivelser med videre blandt andre fra kirkeminister Hornbech. Nej, Birthe Rønn Hornbech, magten bliver forhåbentlig taget fra Folketinget og ministeren - ikke fra menighedsrådene.
Så er Rønn Hornbech usikker på, hvad der skal defineres som ”indre anliggender”. For mig er indre anliggender muligheden for sognebåndsløsning, muligheden for valgmenigheder, lov om bispevalg, lov om menighedsråd, lov om kvindelige præster, muligheden for vielser af homoseksuelle i kirken, autorisation af salmebøger og bibeloversættelser. På disse områder har Rigsdagen/Folketinget og ministeren hæmningsløst lovgivet og reguleret.
TIL DRØFTELSEN af ”indre anliggender” skal jeg erindre om vennemødet i Askov i 1881. Her vedtog de grundtvigske en adresse til Rigsdagen med blandt andet følgende krav: 1. lærefrihed, 2. frie præstevalg, 3. ritualfrihed, 4. børnealtergang, 5. lægmandspræster, 6. dansk teologisk eksamen foruden den ”latinske”, 7. obligatorisk borgerlig vielse (i lighed med andre europæiske lande).
Rønn Hornbech bekymrer sig også for biskopperne: ”Biskopperne har jo hidtil haft et stort ord at sige i Kirkeministeriet.” Forestiller hun sig, at landets bisper får mundkurv på? I øvrigt er det vist et centralt dogme i folkekirken, at bisperne ”kun” er administratorer. Hos Rønn Hornbech har bisperne ”et stort ord at sige”, men de skal jo også være repræsenteret i et kirkeråd.
Endelig skriver Rønn Hornbech, at Danmark aldrig tidligere har haft et kirkeråd. Her må hun tale mod bedre vidende. Blandt andet som en reaktion på Askov-mødet i 1881 oprettede regeringen Estrup i 1883 det første kirkeråd. Det havde ganske mange besværligheder, men et varigt resultat blev ”Psalmebog for Kirke og Hjem” fra 1897 (mit eksemplar er fra 1919 og er 161. oplag). I forordet, dateret 6. oktober 1897, vedgår redaktionen, bl.a. Skat Rørdam og Stein, åbent, at processen havde været lang og besværlig. Men processen var foregået inden for de kirkelige rammer - i det kirkelige råd.
Heller ikke dengang var et kirkeråd et ønske fra Venstre, så da I.C. Christensen var blevet minister 1901, opløste han det kirkelige råd, men nedsatte et kirkeligt udvalg, som skulle forberede en kirkeforfatning. Det blev ikke til noget.
På baggrund af de historiske erfaringer på det kirkelige område siden Reformationen: Recessen af 1536, Kirkeordinansen af 1537/39, Kongeloven af 1665 og Danske Lov af 1683, forstår jeg ikke den store modstand mod en tidssvarende dansk kirkeordning. I mine øjne vil et kommende kirkeråd kunne blive et nødvendigt og velgørende filter for statens ustandselige og utidige indblanding i folkekirkens anliggender.
Og når Birthe Rønn Hornbech skriver om magten i folkekirken, skal vi så vente, at hvis de borgerlige partier får regeringsmagten efter et kommende valg, så bliver en eventuel ny lovgivning om folkekirken ophævet - eventuelt med en kirkeminister med navnet Birthe Rønn Hornbech? Når hun igen får og udøver magt?