GODT NOK ER svenskerne vort broderfolk, men at vi af temperament er meget forskellige, har talrige kommentatorer noteret sig i den forløbne uge.
Claes Kastholm skriver i Berlingske, at Sverige knapt kan kaldes et pluralistisk demokrati, for de svenske magthavere er en hybrid af politikere og journalister, der har sat sig det mål, at svenskerne skal frarøves deres eget land. Og hvis menige borgere protesterer og anfører, at politikerne lukker for mange indvandrere ind, så lukker de bare det tredobbelte antal ind, bemærker Kastholm.
Det fik Morten Uhrskov Jensen til på sin blog i Morgenavisen Jyllands-Posten at råbe gevalt: ” Sverige er til fare for sig selv og sine naboer.” Heller ikke BT's chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, er begejstret for udviklingen i Sverige. Han står uforstående over for, at selve valghandlingen er offentlig, idet vælgeren selv skal tage stemmesedlen med det parti, han eller hun agter at stemme på, hos de valgtilforordnede.
Dermed bliver det jo ret åbenlyst, hvem man stemmer på. Dertil kommer, at Sverigedemokrater-ne har fået begrænset mulighederne for at annoncere og fået afslag fra de landsdækkende aviser. Ikke desto mindre trodsede altså hver ottende svenske vælger det massive pres, omend Sverigedemokraterne må se i øjnene, at det nok vil blive så som så med indflydelse, eftersom ingen af de øvrige partier ville samarbejde med dem.
Her synes de etablerede partier i Sverige at overse, at demokratiet principielt er en satsning, hvor også de, der mener noget andet end én selv, kan vinde indflydelse og præge dagsordenen. Ja, selve det demokra-tiske grundlag bliver underløbet i Sverige, antydede kommentator Bente Dalsbæk i Berlingske, og Dagbladet/Sjællandske mente noget tilsvarende i en leder, der bar overskriften ”781.120 svenskere tager fejl - eller gør de?”. Heri spurgte regionalavisen, hvad i alverden det politisk korrekte Sverige havde forestillet sig? Mener de virkelig, at man kan sige nej til ”en befolknings ret til demokratisk at give deres mening til kende ved at stemme på et lovligt parti?”.
MEN OGSÅ I DANMARK går meget sin egen skæve, gale gang. Forleden kunne MorgenavisenJyllands-Posten meddele, at der var 100.000 indvandrere på førtidspension. Oplysningen fik sociologen Henrik Dahl til at skrive på sin Facebook-profil: ”Understreger blot igen, igen behovet for at lukke kasserne TOTALT for fremtidens indvandrere”. Versalerne er Dahls, og det er vist godt, at det er i Danmark og ikke i Sverige, at LA-politikeren stiller op til folketinget.
Vidste De i øvrigt, at der i Danmark anno 1960 var 184.000 i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst? I dag er det tæt på en million. Derfor er det også dyrt at være dansker. Martin Ågerup, der er direktør i Cepos, skriver i Dagbladet/Sjællandske, at velfærdsstaten årligt koster en gennemsnitsfamilie 180.000 kroner.
Interessant nok mener Ågerup, at vi her kunne lade os inspirere af svenskerne, for hvis vi fik det svenske skatteniveau, kunne vi sænke skatterne med 50 milliarder. Helt overordnet mener Ågerup, at velfærdsstatens ydelser hviler på en jubeloptimistisk præmis om, at borgerne kender til selvbegrænsning.
Men det gør vi netop ikke: ”Når du selv skal betale - køber du kun et produkt, hvis du synes, det er pengene værd (“)Velfærdsstatens mange aktiviteter og ydelser følger den omvendte logik, fordi kunderne ikke betaler af egen lomme. Jo dyrere, jo bedre.”
Det er nok noget af det, vi i fremtiden kommer til at diskutere, men som Morgenavisen Jyllands-Posten konkluderer, så er debatklimaet i Danmark heldigvis heller ikke så tungsindigt som i Sverige, hvad følgende replikskifte kan illustrere:
En dansker og en svensker træffer hinanden om bord på færgen Helsingør-Helsingborg. Danskeren spørger svenskeren om den politiske situation hinsidan. Svenskeren svarer: ”Den er alvorlig, men den er ikke katastrofal. Men hvordan er situationen i Danmark?”. Danskeren svarer: ”Den er katastrofal - men den er ikke alvorlig!”.